3 tips til sommerweekend i London

Det koster ikke mange timer eller skillinger at flyve til London, til gengæld er der masser at foretage sig i den britiske hovedstad. Se vores tips til det, der smager godt, det der er sjovt at købe, og det, der er helt gratis.

Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Restauranter
Mad kommer i alle prisklasser, og det behøver ikke at koste et halvt feriebudget for at være godt. Prøv f.eks. den klassiske britiske Fish and Chips på den forholdsvis nye Pier 1 i Camden.  Restauranten er enkel men chic, og man kan også få vegetar-retter (eller bare almindelige fiskeudgaver, hvis man ikke er til friture), og så smager det godt.

Læs også: 20 gratis oplevelser i London

En lidt dyrere variant af et restaurant-måltid kunne være River Café i bydelen Hammersmith. Bag restauranten som åbnede i 1987, står de berømte britiske kokke Rose Grey og Ruth Rodgers.De har skrevet en serie kogebøger og har været TV-kokke på Channel Four.

Men mest kendte er de nok for at have spottet Jamie Olivers talent. Rose Grey døde sidste år, men den hyggelige restaurant lidt uden for centrum drives fortsat i hendes ånd: Italiensk køkken og de bedste råvarer tilberedt uden for mange dikkedarer. Ikke mindst på grund af hendes svigersøn som er daglig leder.

Og så er der den upscale version af et gourmet-måltid for de, der har masser af penge og sans for god mad med i kufferten.
Hakkasan i Soho er kinesisk gourmet med en michelin-stjerne, og indrettet i såkaldt ’gammel kinesisk dekadence’ i sort-guld natklubstemning tilsat loungemusik.

Peking-and med kaviar og grillet Wagyu-bøf med soyasauce er restauranternes specialiteter. Men gå absolut heller ikke glip af en drink i den overvældende og supertrendy bar.

Markeder
Et af Londons mest berømte madmarkeder (som man også sagtens kan besøge uden at skulle shoppe til make-your-own-dinner) er Borough market nær South Bank. For bare synet og duften (og smagsprøverne) af brød og kager, frisk frugt og grøntsager, fisk, ost, vin, øl og meget andet og meget mere, er fascinerende.

Markedet holder åbent på lørdage og er et kæmpe tilløbsstykke – ikke mindst efter stjernekokke som Jamie Oliver er begyndt at købe ind her. 

Er man mere til den gode gamle blanding af skrammel og antikviteter, kan man for eksempel finde vej til Portobello Road i Notting Hill, som om lørdagen er det store tilløbsstykke for turister og londonere på jagt efter gode kup (på især de mange og ægte antikviteter, der traditionelt handles her).

Søndag er store markedsdag i London, og der er mange – MANGE – markeder at vælge imellem. Man kan godt nå flere, hvis man ikke hænger for længe på hvert enkelt, men vil man bare snuse rundt på ét, er Sunday Up Market i det østlige London the place to go.

Markedet er udstillingsvindue for upcoming designere, som fra over 100 boder i en stor industrihal sælger alt fra fantasifulde øreringe over farverige ure af gummi til t-shirts med print, man ikke finder andre steder. Her er også en mad-afdeling til shoppingpausen, og lige uden for dørene ligger den bilfrie Brick Lane, som også er stoppet med sjove boder.

Gratis
London er nok spækket med dyre restauranter og hotelpriser i den høje ende, men samtidig er det en af de byer i verden, der kan bryste sig af flest gratis fornøjelser.

At det står i nul kroner at besøge markeder, parker og slentreture langs Themsen og rundt i byens små gader og brede boulevarder siger (næsten) sig selv, men londonere og besøgende er desuden begavet med gratis adgang til en række af byens helt store seværdigheder.

Museerne er bare én ting. British Museum, Museum of London, Natural History Museum, National Maritime Museum, Science Museum, Sir John Soanes Museum, Victoria og Albert Museum. For bare at nævne nogle få. Adgang til dem alle står i nul kroner.

Så er der gallerierne. National Gallery, National Portrait Gallery, Photographers Gallery, Serpentine Gallery, og Whitechapel Gallery. Også helt gratis.

Og store seværdigheder som Houses of Parliament, Tate Modern og Tate Britain, St. Pauls Church. Tjek, tjek, tjek.

Og skal det være noget helt andet og måske knapt så kendt, er der British Film Institute’s Mediatheque, som gemmer sig under Waterloo Bridge. De fire biografer er ikke gratis, men at støve rundt i gamle film og filmklip i mediateket står i ingenting.

Læs også: Guide til Berlins bedste Biergärten