24 timer i Salzburg

Fra mozartkugler til wienerschnitzel. Fra byens top til de dybe smalle gader. Rejseliv.dk guider til en minitur til Salzburg - time for time.

Foto: Scanpix

Formiddag i Salzburg

7.00

Trækker forsigtigt gardinet fra vinduet. Vejret er heldigvis lige så uforudsigeligt, som hjemme. Den ventede grå regnvejrshimmel er strålende blå. I løbet af ingen tid er løbeskoene snørret, og jeg er på vej ud af Altstadt – den gamle bydel – som endnu ikke er vågnet.

Vores hotel ligger i den østlige ende. Tydelige skilte leder gennem de smalle gader mod cykel- og vandrevej til Hellbrun. Den snupper jeg. Efter en kilometer er jeg pludselig på en sti mellem marker og grønne enge. Byen med sine 150.000 indbyggere er blevet til land, og foran mig tårner Untersberg op. Massivet, hvor den højeste bjergtinde er 1.972 meter over havet, som er grænse ind til Tyskland. Det ligger bare en lille halv time bybus væk. Der er kabelbane op til toppen, og der skulle være en forrygende udsigt over byen. Men det bliver ikke i dag.

Stien bliver den smukkeste allé. Her blev nogle af scenerne fra Sound of Music optaget. Det gule palæ med muren omkring på min venstre side var Von Trapp familien hjem i filmen, har jeg læst. Og jeg kan også huske Julie Andrews stå nervøs uden for muren og samle mod til at gå ind. I dag er der musikskole i bygningerne.

For enden af den to en halv kilometer lange sti ligger en anden gul bygning - gul var adelens farve - det smukke Hellbrun slot med det sindrige fontænesystem og den zoologiske have i baghaven. Jeg kikker lige på den romantiske havepallion, som også var med i filmen, inden jeg vender om. På hjemturen er der den smukkeste udsigt til byens vartegn, Hohensalzburg.

9.15
Efter morgenmaden slentrer vi gennem gader og pladser omringet af smukke bygninger, paladser og kirker. Man tror næppe sine egne øjne. Hestefontænen på Residenz Platz er imponerende. Vi lægger vejen forbi Café Fürst på Brodgasse for at købe en pose af de ægte mozartkugler. Ikke de røde fabrikskugler med hans billede på, som man kan få overalt. Men de håndlavede, efter opskrift kreeret af konditor Paul Fürst i 1890. Det er pakket i sølvfarvet papir med komponistens kontrafej i blåt – og de smager himmelsk!

Bag Domkirken tager vi kabelbanen op til fæstningen. Udsigten er flot ned over byen Salzach floden. Vi snupper et par af udstillingerne og beundrer de gamle »guldsale« og soveværelset med privat »lokum«.
Mere info: original-mozartkugel.com

10.45
Det er kaffetid, og den skal naturligvis indtages på byens ældste café, er vi enige om. Café Tomaselli (fra 1703) der ligger på Alter Markt overfor Café Fürst. Der er caféer overalt, og alle har et mægtigt udvalg af endnu mægtigere kager. Vi har set plakater for den lokale specialitet »Salzburger Nockerl« med sine tre »bjerge« af hvid marengs inspireret af de tre bjerg-høje omkring byen synes den lidt for uoverskuelig så tidlig på dagen. Vi nøjes med en mindre voluminøs Apelstrudel – til deling.
Mere info: tomaselli.at

11.30
Vi krydser gennem Altstadt over Universitätgsplatz, hvor der hver dag er marked,om lørdagen er det et stort, og ad en smøge ned til den førende shoppegade Getreidegasse. Her ligger Mozarts fødehjem, huset som nu er museum. Nej, senere måske. I stedet kigger vi vinduer og ikke mindst de fantastiske snørklede forretningsskilte, der hænger i smuk gammel stil over hver eneste forretning. Selv McDonald’s skiltet er smukt!

Vi tager fodgængerbroen over floden, og går ind i Mirabellgarten. En barokhave foran det flotte hvide Mirabell slot. Det byggede ærkebiskoppen Wolf Dietrich von Raitnau – Salzburg var i tusinde år et selvstændigt område regeret af kirken, altså ærkebiskopperne. Von Raithau byggede det ikke til sig selv, men til sin elskerinde som han i øvrigt fik 15 børn med.

Næste: Eftermiddag i Salzburg