10 turistfælder, som du alligevel skal se

Det gælder om at undgå turistfælder, men i enkelte tilfælde overtrumfer seværdigheden turistfældens nedslående karakteristika.

Foto: Colourbox.com

Besøgende kommer her i store sværme. Mest fordi der er så mange andre, der også kommer her, og så må det jo være noget særligt. Om ikke andet som et trofæ, der kan hakkes af på must-see-rejselisten, men det betyder jo ikke, at det alligevel ikke er værd at se. Her er listen over 10 lokaliteter og bygningsværker, der er værd at besøge, selv om de har udviklet sig til rene turistfælder.


1 Angkor Wat, Cambodia

Turister myldrer over Angkor Wat-komplekset som myrer på en jordbærtærte under en skovtur. Angkor Wat er verdens største religiøse bygningskonstruktion og består af hundreder af templer - herunder området med det mageløst smukke, store hovedtempel med de lotus-formede tårne. Tempelet var centrum i et svundet asiatisk imperium. Det blev bygget i sandsten fra det 9. til det 13. århundrede, og de seneste cirka 500 år har junglen fået lov at opsluge det hele.


2 Prags gamle bydel, Tjekkiet

Hele dagen og aftenen med er der tæt trængsel i Prags Staré Mesto - gamle bydel - og barer og restauranter ud til de mest befærdede strøg er berygtede for et kriminelt højt prisniveau, når det drejer sig om turister. På en regnvejrsdag er det en kamp med paraplyer, og alle aftener er med støjende grupper af berusede unge. Men dette formår ikke at overskygge indtrykket af Týn-kirkens overdådige barok eller rådhusets art noveau-udsmykning – for slet ikke at tale om Prags slotte.   


3 Eiffel-tårnet, Frankrig

Gustave Eiffel fik til verdensudstillingen i 1889 til opgave at opføre et iøjnefaldende indgangsparti til verdensudstillingen i Paris samme år. Man må sige, at han løste opgaven til perfektion. Eiffels 300 meter høje elegant konstruerede tårn af jern står der stadig 121 år senere, selv om det kun var meningen, at det skulle have været der i 20 år. Tårnet er for længst blevet Paris' vartegn, så sæt det alligevel på must see-listen, når du er i Paris. Seks millioner besøgende om året kan ikke tage fejl.

4 Firenze, Italien

Det kan ligefrem være svært at få et glimt af det fortryllende Toscana i mylderet på alle piazzaerne og lyden af digitalkameraernes snurren og klikken. Indtrykkene bliver nemt flygtige, priserne er opskruede og lommetyvene arbejder over for at nappe dine sidste skillinger. Alligevel er og bliver Firenze Italiens renæssance-juvel, og få byer kan måle sig med dens klassiske skønhed fra Michelangelos "David" til Brunelleschis kuppel. Selv om man af og til bare bliver nødt til at sætte sig på en café og se verdens vrimmel passere forbi.  

5 Grand Canyon, USA

Arizonas ørken er måske ikke lige stedet, man allerførst forbinder med trafikpropper i USA, men det er sandsynligvis den første uventede oplevelse, man får ved Grand Canyon. Nyheden om det naturskønne område er unægtelig sivet ud. Har man til gengæld fået parkeret bilen et eller andet sted, venter et af verdens mest imponerende huller i Jorden; den 446 meter lange kløft som Coloradofloden i årtusinder har gravet i stenbunden. Den er 29 kilometer bred, hvor der er længst fra den ene kant til den anden og 1.500 meter dyb, hvor der er længst ned. Se ned i afgrunden eller betragt det imponerende skue fra kløftens sydkant. Eller gå ned til kløftens bund og tilbage igen - turen kan også foretages på ryggen af et muldyr.


6 Victoria Faldene, Zimbabwe & Zambia

Her styrter Zambezi-floden over en 1,7 kilometer lang strækning sig 108 meter ned i en mægtig sprække i basaltplateauet, der får Jorden til at skælve. Det er et af de mægtigste naturoplevelser, som det overhovedet er muligt at få. De lokale har til alle tider kaldt dem "Mosi-oa-Tunya" - Røgen der Tordner - fordi faldendes forstøvede vandpartikler driver som røg og samtidig udløser et brølende bulder, når det rammer klipperne. Da David Livingstone opdagede dem i 1855 opkaldte han dem naturligvis straks efter sin britiske dronning, hvis storhed var det eneste sammenlignelige. Uanset hvad man kalder faldene, skal man prøve at komme til at se dem i regntiden og planlægge i god tid på grund af tilsvarende sociale afgrunde i seværdighedens omgivende nationer, Zambia og Zimbabwe.

7 Pyramiderne, Egypten

Da faraoen Khufu for 4.560 besluttede sig for at bygge den største af pyramiderne ved Giza, havde han fra starten besluttet sig for at tænke stort. Selv om turistbusserne blokerer for hinanden og påtrængende sælgere uophørligt plager besøgende, er synet af det eneste tilbageværende af Antikkens syv vidundere stadig et unikt skue mod den Nordafrikanske himmel. De yderste sten mangler, men konstruktionen står her endnu. "Mennesket frygter tiden, men tiden frygter pyramiderne," siger man her.


8 Taj Mahal, Indien

Taj Mahal blev færdigbygget i 1653 af stormogulen Shah Jahan som et monument over hans højt elskede - afdøde - yndlingshustrus skønhed. På det tidspunkt havde det kuplede mausoleum med minareter på begge sider hvid marmor kalligrafi og et juvelbesat indre taget ikke færre end 20.000 arbejdere 22 år at færdiggøre. Et æstetisk mesterværk, verdens største kærlighedserklæring eller verdens største kitch. Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet, og man er afgjort nødt til at se det selv for at træffe en afgørelse.  

9 Machu Picchu, Peru

De mytologisk storslåede Inka-ruiner højt oppe mellem Andesbjergenes tinder blev genopdaget for den omgivende verden af arkæologen Hiram Bingham i 1911, og fascinationen tiltrak både Titin og alle denne verdens rygsækrejsende i Sydamerika, indtil de for få år siden var i fare for at forgå i affald og alt for stor opmærksomhed. Siden er området blevet reguleret. Der er opstillet toiletter og ikke flere en 500 turister om dagen får lov at besøge inkaernes by, der summede af liv og lyst lige indtil den dag i midten af det 15. århundrede, hvor nogle spaniere dukkede op medbringende både morderiske hensigter og en alt udslettende koppe-epidemi.

10 Uluru (Ayers Rock), Australien

Verdens største sten ligger langt inde i den australske outback og tiltrækker hver dag hundreder af besøgende fra daggry til solnedgang, fordi den kolossale stens farver skifter med lysets styrke og solens position. Nogle prøver endog at bestige den gigantiske sten, selv om dens vogtere fra Anangu-folket beder alle besøgende om at holde begge ben på den omgivende ørken i respekt for aboriginalernes religiøse overbevisning. Respektfuldt og samtidigt overdådigt smukt er det for eksempel at vandre af stien de 9,5 kilometer rundt om klippen, hvilket tilmed også byder på en række fredfyldte øjeblikke.

Kilde: Lonely Planet's 1000 Ultimate Experiences, 2009