10 skylines du aldrig glemmer

Indbyggere, kultur og mad er med til at give en by dens særpræg. Men også bygninger, skylines og specielle bybilleder er vigtige for en by. Vi har fundet 10 storbyer, der har noget særligt.

Rejseliv imported photo
Ved første blik dominerer de moderne skyskrabere med tvillingetårnene Petronas Towers i spidsen Kuala Lumpur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jimin Lai

New York, USA

Det varer endnu nogen tid inden det nye One World Trade Center står færdigt i New York. Men når skyskraberen åbner i 2013, bliver bygningen med sine 541 meter til spidsen af radioantennen den højeste bygning i USA, og den vil ændre New Yorks skyline. Tårnet opføreres ved Ground Zero, hvor de to tvillingetårne styrtede i grus under terrorangrebet i 2001.

Læs også: 10 hede rejsedrømme

Rio de Janeiro, Brasilien

Rios vartegn, den ikoniske kristusfigur, blev restaureret i 2010, men først nu begynder arbejdet med at friske selve byen op. Rio får værtsskabet for De Olympiske Lege i 2016, og det samme multinationale firma som har ansvaret for infrastrukturen under OL i London i 2012, får også ansvaret for restaurering og nybyggeri i Rio. Nybyggeriet vil mest finde sted i overklassekvarteret Barra da Tijuca.

Chicago, USA

Når først en bygning har fundet sin plads i en by, er det ikke så let at acceptere forandringer, f.eks. med navnet. Chicago har sit berømte Sears Tower - indtil videre den vestlige verdens højeste bygning med sine 441 meter - men det hedder ikke mere Sears Tower. Skyskraberen blev købt af Willis Group Holdings og ændrede navn til Willis Tower. Men bygningen ligner sig selv, så tag elevatoren til toppen og nyd udsigten over Chicago.

Sydney, Australien

Sydneys Operahus er i vores øjne det mest opsigtsvækkende byggeri i Australien - tegnet som det er af danskeren Jørn Utzon. Men næsten så berømt som operaen er Harbour Bridge i Sydney, der af lokale kaldes Bøjlen på grund af formen. Broen transporterer hver dag 161.000 biler mellem forretningsdistriktet i centrum til forstæderne mod nord. Det er muligt at deltage i guidede klatreture til toppen af broen, hvor udsigten over havnen er superb.

Barcelona, Spanien

Man kommer ikke uden om Gaudis fantastiske bygningsværk, kirken Sagrada Familia, som vartegn for Barcelona. I 140 år har byggeriet af kirken stået på, men utallige vanskeligheder, krig og pengemangel har sinket projektet. Men nu mener man, at kirken forholdsvis hurtigt kan bygges færdig - med hurtigt mener man 20-30 år. Der holdes dog lejlighedsvist messer i kirken.

Dubai, De Forenede Arabiske Emirater

Større, højere og bare bedre. Dubai er tydeligvis gået efter at have monopol på det mest spaktakulære inden for byggeri, indtil den økonomiske nedsmeltning satte en dæmper på eventyret også her. Men i 2010 slog Dubai til igen med Burj Khalifa-skyskraben på 837 meter, verdens højeste bygning. I dag kan turisten tage en ekspres-elevator til toppen og få widescreen-udsigt til ørken, golf og de andre skyskrabere.

Kuala Lumpur, Malaysia

Kuala Lumpurs bybillede er et kludetæppe af gammelt og nyt. Ved første blik dominerer de moderne skyskrabere med tvillingetårnene Petronas Towers i spidsen Kuala Lumpur, men kigger man nøjere efter er her massevis af moskeer og minareter i bybilledet. Slidt art deco kan opleves i det indiske kvarter, mens kineserne sværger til de små huse i to etager - forretningen nederst og privaten øverst.

Hong Kong, Kina

Tre årtier før vesten adopterede Feng Shui - som er en teori om at indretning og arkitektur har det formål at skabe et harmonisk samspil mellem mennesker og deres omgivelser - brugte kinesiske arkitekter læren. Besøger man f.eks Bank of China i Hong Kong vil man opdage et byggeri med masser af rette vinkler, som kan modvirke negativ energi. Faktisk er de fleste større byggerier i Hong Kong indrettet med Feng Shui.

Shanghai, Kina

Shanghais "Shikumen" er en slags sammenblanding af traditionelle engelske rækkehuse og kinesiske gårdhuse. Husene er specielle og kanter smalle gader. I dag er mange af dem indrettet som butikker og ligger især langs gaden Xintiandi, der er en trendy gågade i Shanghai. De fleste af Shanghais indbyggere bor i dag i store beboelsesejendomme, men en særlig oplevelse er de små "Shikumen".

Mumbai, Indien

Den indiske millionby Mumbai har et vigtigt art deco-distrikt midt blandt huse med gotisk, islamisk og hinduistisk indflydelse. Og så skyder nye skyskrabere hele tiden op. Men Mumbai tiltrækker også de superrige, hvis du vil se noget usædvanligt. Verdens 9. rigeste mand, industrifyrsten Mukesh Ambani, har opført et 27 etager højt hus til sig selv med navnet Antilia. Angiveligt til den ufattelige pris af små 11 milliarder kr.

Læs også: Dø af skræk i 126 meters frit fald