10 seje USA-fabrikker som turister kan besøge

Se hvordan en jumbo-jet bliver samlet, Tabasco-saucen fremstillet eller baseball-battet drejet. Chicago Tribune har samlet 10 fabrikker, der er åbne for turister.

Foto: Scanpix

Intelligentsia Coffee, Chicago, Illinois

Her er tale om et af de mest populære kafferisterier i USA, og kaffen kan købes i de mest populære caféer og restauranter i New York, Chicago og Los Angeles. Gæsten får en rundtur i hovedfabrikken i Chicago, hører om den videnskabelige metode til den perfekte kop kaffe og får at vide, hvordan ansatte finder de perfekte kaffebønner rundt om i verden.
Du må drikke al den friskbryggede kaffe, du kan.

intelligentsiacoffee.com

 

Louisville Slugger Museum and Factory, Louisville, Kentucky

Du har set dem i hænderne på utallige baseball-stjerner, og her har du chancen for at se, hvordan det officielle baseball-bat, der bruges i Major League Baseball, laves. Alle gæster får et mini-bat som souvenir.
Tag en tur rundt i museet, hvor du kan se nogle af USAs mest berømte bat.

sluggermuseum.org

 

Harley Davidson, Menomonee Falls, Wisconsin

Det er måske ikke det mest sexede at opleve, men gæster er velkomne til at besøge den 78.000 kvadratmeter store fabrik, hvor man samler Harley Davidson-motorcyklerne.
Besøg også Harley-museet i Milwaukee og flyt måske ind i hotellet Iron Horse Hotel ved siden af museet - det er blevet det mest hotte hotel i byen siden åbningen for et par år siden.

harley-davidson.com

 

Boeing, Everett, Washington

Flyfabrikken Boeing ejer verdens største bygning i volumen, og her kan turister få en guidet tur i produktionslokalerne, hvor bl.a. den nye 787 Dreamliner bliver samlet. Slut af med et besøg i centret for fremtidens fly og tag en tur i Innovatoren, en syv-sædes simulator, der giver dig en vild tur.

boeing.com

 

Martin Guitar, Nazareth, Pennsylvania

Længe før rocken blev opfundet, byggede Christian Frederick Martin Sr. sine berømte akustiske Martin-guitarer. Martin har bygget guitarer i Pennsylvania siden 1833, og man kan deltage i en-times rundture på fabrikken og besøge museet, der ligger i tilknytning hertil. Her er man velkommen til at prøvespille sjældne modeller af Martin-guitarer.

martinguitar.com

 

Mack Trucks, Macungie, Pennsylvania

Hos amerikanerne er de kæmpestore Mack-lastbiler berømte. Turister kan deltage i en 2,5 kilometer lang tur rundt på fabrikken, og man vil opleve stort set alle modeller, som Mack producerer, blive samlet her. På Mack Museet udstilles biler fra 1900-tallet og frem til 1979.

macktrucks.com

 

Airstream Factory, Jackson Center, Ohio

De ligner ikke andre campingvogne med deres runde former og sølvfarvede bemaling, men det er USAs ældste producerede campingvogn fra 1930erne, og de ikoniske vogne bygges endnu. Mange ejere foretager en pilgrimsrejse til fabrikken og slår sig ned et par dage på campingspladsen ved siden af. Alle kan deltage i de daglige, gratis rundvisninger.

airstream.com

 

Tabasco Factory, Avery Island, Louisiana

Den velkendte duft af Tabasco kommer en i møde, når man kører over på Avery Island, og man er ikke i tvivl om at være på stedet, hvor Amerikas stærke favorit-sauce bliver fremstillet. Turen rundt på fabrikken er kun en del af oplevelsen her - firmaet ejer også en botanisk have og en kæmpe fugle-voliere. En god dag ude, hvis man er på besøg i f.eks. New Orleans.

tabasco.com

 

Dogfish Head, Milton, Delaware

Bryggeriet startede som et mikro-bryggeri i Milton, men har hurtigt vokset sig til at være et af de største og bedste bryggerier på østkysten. Men de ansatte er stadig helt nede på jorden, og en rundtur er ganske afslappet. 
Der er selvfølgelig mulighed for at smage på bryggeriets varer, og er man stadig tørstig og sulten efter besøget, så prøv bryggeriets øl-pub og restaurant på nærliggende Rehoboth Beach.

dogfish.com


Ford Rouge Factory, Dearborn, Michigan

Et af bilindustriens vigtigste steder. 10 minutter fra Detroits centrum ligger anlægget, hvor der i dag fremstilles F-150 pickup lastbiler. Besøgende ledes gennem Fords historie og bilindustrien mere bredt. Alle ture begynder i det nærliggende Henry Ford Museum, en attraktion i sig selv.

thehenryford.org