10 oplevelser under tag

Forår? Vinter? Forår? Vinter? Vejret i marts er aldrig til at forudse. Efter devisen “better safe than sorry” er her 10 gode oplevelser indendøre, mens vi venter på foråret.

Skulle det regne på turen til London – og det er der stor sandsynlighed for – er et af de allerbedste steder at søge ly Natural History Museum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flickr.com/OliverN5
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nogle gange er det skønt solskin med lune temperaturer, andre gange sner det, og man må atter have vintertøjet på. Uforudsigeligheden gør det også svært at planlægge, hvad man skal lave, når man er på ferie eller har et par fridage.

Her er 10 oplevelser under tag, så du ikke skal bekymre dig om vejret.

Romantisk overnatning - Sverige
Langt oppe i Sverige, 1.000 kilometer nord for Stockholm, ligger et helt specielt hotel, Tree Top Hotel. Som navnet antyder er der tale om et hotel, hvor de bare fem eksklusive værelser ligger oppe i træerne. Et er kreeret som et fuglehus, et andet som en ufo, osv.
Fælles for alle værelserne er, at de er designet af skandinaviske toparkitekter, er supermoderne indrettet, og er udstyret med en smuk udsigt over flod og kilometervis af skov.
Til værelserne hører en trætop sauna og en hyggelig lille restaurant - og ellers handler det bare om at nyde hinanden og den fabelagtige natur.

Pris: Fra 3.000 kr. per nat. Fly til Luleå fra 2.500 kr. retur. Fra Luleå er der cirka 100 km i bil til hotellet.
Info: www.treehotel.se


Horror i Hamborg - Tyskland

Oplev 600 år af Hamborgs mørkeste og mest grufulde historie i Hamborg Dungeon. Men det er kun for de modige, ifølge forlystelsen selv. Du oplever rædslen helt tæt på gennem 10 live shows med skuespillere, hvor du selv bliver en del af handlingen. Hør eksempelvis de paniske skrig og mærk luften af brændt træ krille i næseborene, mens du prøver at undslippe branden, der lagde Hamborg i ruiner i 1842. Kom under forhør i torturkammeret. Eller stig ind i en ældgammel elevator ned til katakomberne under det gamle pakhus.

Pris: Voksne 156 kr. Børn 126 kr.
Info: the-dungeons.de

Kunst under jorden - Danmark
Man kan få lyst til at gå under jorden, når forårsvejret ikke arter sig på den lækre jakken-over-skulderen agtige måde. Men hvorfor så ikke gøre alvor af det. I den store have Søndermarken på Frederiksberg ligger Cisternerne, et underjordisk vandresevoir fra midten af 1800-tallet, nu Museet for Moderne Glaskunst. Siden 2007 har Cisternernes tre store specielle rum under jorden huset forskellige kunstudstillinger. Søndag 18. marts udforskes Cisternernes akustik, når opfører komponist Karsten Vogel flere værker skrevet specielt til Cisternerne og fortolkninger af kendt musik i nye arrangementer.

Pris: 50 kr. (museets almindelige entré). Bemærk, at tilmelding er nødvendig. Tlf. 33 21 93 10 eller info@cisternerne.dk
Info: cisternerne.dk

Italiensk gastronomi i Saxkjøbing - Danmark
Bagmanden bag Michelin-restauranten Era Ora, Elvio Mirelli, kokkerer 26. marts på Hotel Saxkjøbing på Lolland. Hver måned inviterer hotellet nogle af de bedste kokke i landet til begivenheden “Folkekøkken på Hotel Saxkjøbing”, og denne gang er der italiensk gastronomi på menuen. Elvio mirelli har i næsten 30 år arbejdet med det italienske køkken og aftenens retter vil pege tilbage til Elvios enkle, hjemmelavede retter fra starten af 80’erne.

Pris: 695 kr. inklusiv vin. For 1.150 kr. for overnatning og morgenbord (pr. person i dobbeltværelse).
Info: hotel-saxkjobing.dk

Indiana Jones i Frankfurt - Tyskland
Har du også siddet i biografmørket og drømt dig til at være Indiana Jones og finde hemmelige skatte i ørkensandet, så har du nu chancen for at opleve, hvordan det var, da den berømte britiske arkæolog Howard Carter i 1922 fandt faraoen Tut Ank Amons mere end 3.000 år gamle grav i Kongernes Dal i Egypten. I Hörzu Wissen Forum i tyske Frankfurt kan du lige nu besøge en helt særlig Tut Ank Amon-udstilling, hvor man i naturlig størrelse har rekonstrueret kongegraven, som den fremstod, da Carter som den første i årtusinder så de mange skatte, som graven indeholdt – ikke mindste faraoens sarkofag med den utroligt smukke guldmaske.  På udstillingen, ”Tutakhmon – hans grav og hans skatte”, kan du se nøjagtige kopier af  flere end 1.000 genstande, som  alle er placeret på sammen steder i ”gravkammeret”, som da de blev fundet.

Pris: direkte fly fra København til Frankfurt fra 2.438 kr. retur (Lufthansa).
Info: www.tut-ausstellung.com

Luksus-forkælelse - Danmark
Vejle lyder måske ikke umiddelbart som et eksotisk sted, hvor man rejser til for at forkæle sig selv big time. Det er det imidlertid - i hvert fald hvis man checker ind på Hotel Vejlefjord. Hotellet, der er indrettet i det gamle sanatorium fra 1900, er fint og hyggeligt, men det er den store og veludstyrede spa-afdeling, man især skal rejse dertil for. Der er blandt andet syv forskellige bade, fra det kolde gys til bassinet med lydterapi, et hav af behandlingsmuligheder, en lille café med sunde drikke og frugt, og et udendørs boblebad, hvorfra man kan nyde udsigten til fjorden og den store smukke park. Og så er det hele supereksklusivt uden at være for meget.

Pris: Et spa-ophold inkl. overnatning og middag fra 1.000 kr.
Info: hotelvejlefjord.dk

Shop på svensk - Sverige
Mærket iittala er lig med kopper, glas, krukker, skåle, tallerkener og kander (blandt andet), som er vældig fine - men også kan være vældig dyre. Medmindre man tager turen over Øresundsbroen til en af de mange svenske outlets, hvor man kan finde de stribede kopper til halvdelen af prisen i Magasin. Kør f.eks. til Freeport Outlet lidt syd for Göteborg og tre timer fra København - og suppler porcelænsindkøbet med gode kup på blandt andet Acne, Filippa K, Boss og Fatboy.
De bedste priser er på udgåede eller 2. sorteringsvarer, men man kan også være heldig at få op til 70 procent rabat på nye modeller.

Info: freeport.se

Tag ud i naturen indenfor - England
Skulle det regne på turen til London – og det er der stor sandsynlighed for – er et af de allerbedste steder at søge ly Natural History Museum, som er en kæmpeoplevelse for alle naturinteresserede børn og voksne. Selve bygningen er imponerende  - en katedral-lignende hyldest til Guds skaberværk – og i sal efter sal kan man opleve stort set alle aspekter af naturen. Lige fra den imponerende dinosaurus-udstilling, over pattedyr og planter fra alle verdens kontinenter,  livet i oceanerne og  menneskets udviklingshistorie til spændende særudstillinger som den aktuelle om Robert Scotts fatale ekspedition til Sydpolen i 1910-1913. Museet har også en fremragende boghandel og souvenirshop samt en hyggelig café. PS. Man kan altså også besøge Natural History Museum, selv om det ikke regner.

Pris: Der er gratis at komme ind, men der kan være en beskeden betaling for de forskellige særudstillinger. Fly fra København til London fra 515 kr. retur (easyJet)
Info: www.nhm.ac.uk

Ski under tag - Tyskland
Med 30.000 kvadratmeter skiterræn og -vejr under tag er Snow Funpark i Wittenburg en af Europas største såkaldte ski-oplevelser indendøre.
Parken ligger en times kørsel øst for Hamburg og er udstyret med tre skibakker - begynder- og børnebakken med en hældning på 10 procent, en rød og en blå løjpe med op til 31 procent hældning, samt et freestyle område, curling- og kælkebaner.
I forlængelse af ski-parken ligger hotel Van der Valk ligesom parken ligger grund til tre restauranter og en håndfuld barer, der er gode til den vigtige after-skiing.

Pris: En dagsbillet med adgang til skiparken, mad og drikke samt lån af udstyr. 300 kr. for voksne, 225 kr. for børn. 
Info: alpincenter.com

Besøg Hogwarts - England
Selv om den sidste Harry Potter-film for længst er taget af biografernes program, behøver man heldigvis ikke at slippe Harry Potter-filmenes univers helt. Warner Bros., der stod bag filmatiseringerne af de populære bøger om teenage-troldmanden og hans kamp mod mørkets fyrste Voldemort, har nemlig åbnet de dele af deres studier i Leavesden nord for London, hvor filmene er optaget. Her kan man blandt andet besøge den store spisehal på troldmandsskolen Hogwarts, hvor fordelingshatten sendte de nye elever videre til kollegierne Gryffindor, Hufflepuff, Ravenclaw og  Slytherin, komme ind på Dumbledores kontor, besøge Ollivanders tryllestavsbutik i Diagonalstræde, se Hagrids hytte og gæste Harry Potters og Ron Weasleys sovesal på Gryffindor-kollegiet. Man kan også se kostumer og forskellige effekter – eksempelvis Hagrids motorcykel – fra filmene og høre om, hvordan man lavede de mange special effects.

Pris: 190 kr. for børn op til 15 år. 250 kr. for voksne. Fly fra København til London fra 515 kr. retur (easyJet)
Info: wbstudiotour.co.uk