10 latterlige krav til rejseforsikringen

Kan man få erstatning, hvis en ko har slikket på ens bil eller hvis der lander en faldskærmsudspringer i ens telt? En engelsk avis har samlet 10 latterlige erstatningskrav.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Den britiske avis Daily Telegraph rejsehjemmeside, telegraph.co.uk har samlet, hvad de betegner som "de 10 mest latterlige krav til erstatning fra rejseforsikringen". Inden vi iler med at bringe dem her, skal vi lige understrege at flere af dem ikke er mere lattervækkende end at de udløste erstatning.

Se også: "Det er jeres skyld, jeg er gravid"

De 10 mest lattervækkende krav til rejseforsikringen:

01 En pesionist krævede efter et krydstogt erstatning for sine kunstige tænder, som røg med ud over rælingen, da han kastede op. Han rubricerede kravet i feltet med "mistet bagage".

02 Et par på bilferie i grevskabet Devon krævede efterfølgende erstatning for lakskader på bilen som følge af, at en flok fritgående køer skulle have slikket på bilen.

03 To børn fra Cornwall begravede deres forældres videokamera i sandet, for at ingen skulle stjæle det, mens de var i vandet. Desværre kunne de ikke huske, hvor de havde begravet det, da de kom op igen. Forsikringsselskabet betalte.

04 "En kronhjort stagede vindspejlet på min bil, fordi den var blevet opildnet af et gult klistermærke på forruden."

05 En yngre britisk rejsende anførte på sin skadesanmeldelse, at han som følge af, at han var blevet distraheret af en gruppe unge kvinder i bikini, var gået lige ind i et læskur ved en busholdeplads og derved brækkede sin næse. Forsikringen betalte turen omkring hospitalet.

06 Et par på rejse i Malaysia, opdagede, da de kom tilbage til deres bungalow, at aber havde raseret deres bagage og spredt deres ferietøj i træerne i den tilstødende regnskov. Forsikringsselskabet godtgjorde skaderne.

07 En camperende familie i Wales fik ferien ødelagt, klagede de, da en faldskærmsudspringer fra en nærliggende luftbase landede i deres telt og ødelagde en del af deres udstyr. Forsikringsselskabet afviste at erstatte.

08 En britisk skiturist ankom til sin vinterferiedestination i Alperne og opdagede, at der ikke var nogen sne, hvorefter han krævede, at forsikringsselskabet erstattede de til rejsen nyindkøbte ski. Den kække idé var forsikringsselskabet ikke helt med på.

09 En britisk kvindelig turist, der ferierede på Sri Lanka, fik hårdt brug for hospitalsbehandling, efter hun havde anbragt sig i skyggen under en palme for at sidde og læse. Pludselig faldt en kokosnød nemlig ned i hovedet på hende og forsikringsselskabet betalte selvfølgelig.

10 I forbindelse med et romantisk tropisk bryllup i Caraibien gik der pludselig ild i brudens kjole, da hun kom for tæt på grillen. Heldigvis tog gommen fat i hende og smed hende i havet, så hun undgik forbrændiger. De havde tegnet forsikring for brudeudstyret og fik også den ødelagte kjole erstattet.