10 hede rejsedrømme

Krydstogt ved Alaska eller en lur under en palme på en trope-ø? Vi har samlet ti ultimative drømmerejser til inspiration, når du ønsker dig langt væk.

Rejseliv imported photo
Drømmer du om oprindelige folk, så findes der næppe noget bedre sted end Papua Ny Guinea. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ahmed Tawil/Reuters

 

1. Krydstogt ved Alaska
Krydstogter forbinder de fleste med sol og varme, men et togt kan også kombineres med store naturoplevelser. Vi foreslår et kryds op langs Canadas kyst med udgangspunkt i Vancouver med kurs mod Alaska.

Næste: Flere rejsedrømme

Krydstogtsskibene sejler gennem The Inside Passage i Alaska, her er mange fjorde med øer, der beskytter mod Stillehavet. Og som samtidig byder på naturoplevelser af en anden verden – her er kæmpe gletsjere, flotte bjerge, isblåt hav og byer fra guldgravertiden.
Og så er der næsten statsgaranti for at opleve pukkelhvaler, for deres spisekammer er netop her. Men også både spækhuggere og søleoparder plasker rundt her. Tilbage i Vancouver er det ud på gader og stræder inden flyveturen hjem – det er en af verdens smukkeste byer.

2. The Blue Train, Sydafrika
Toget er et fantastisk transportmiddel, når der skal opleves undervejs. Hvis drømmen er den ultimative togrejse, så er her et godt bud: En rejse med The Blue Train fra Pretoria til Cape Town i Sydafrika – eller omvendt.
Rejsen er simpelthen fem-stjernet luksus på hjul, hvor man triller gennem Sydafrikas fantastiske landskaber – en rejse på 1.600 kilometer, der tager 27 timer. Det koster kassen – mellem 8-10.000 kr. pr. person afhængig af sæson. Men til gengæld har man sin egen suite med marmorbadeværelse og guldhaner – og butler-service, der er klar til at opfylde dit mindste ønske.
At træde ind i spisevognen er også en særlig oplevelse – her serveres sydafrikanske specialiteter og den bedste vin fra de vidtstrakte vinmarker.

3. Bora Bora, Fransk Polynesien
Her venter en lang, lang rejse, men for enden af regnbuen venter til gengæld også opfyldelsen af dine rejsedrømme, hvis de handler om trope-øer: Bora Bora, Fransk Polynesien langt ude i det sydlige Stillehavet.
Bora Bora betegnes af mange som et af de smukkeste steder i verden. I den centrale del tårner det grønne bjerg Mount Otemanu sig 700 meter op, og bjerget omgives af den smukkeste lagune man kan tænke sig. Med krystalklart vand, hvor små-øerne putter sig. På hovedøen ligger et af de bedste ressorts i Fransk Polynesien, Four Seasons, på småøerne ligger småhoteller, som ellers ikke består af meget andet end hvidt sand og svajende palmer.
Bora Bora er et rent paradis for dykkere og folk der bare vil slappe helt af i skønheden.

4. Bjerggorillaer, Uganda
Drømmer du om at komme tæt på menneskeaber, er et besøg hos bjerggorillaerne i Ugandas Bwindi nationalpark en mulighed. Nationalparken ligger ti timers kørsel fra hovedstaden Kampala, og her venter en ganske anstrengende vandretur gennem jungle og over småfloder.
Til gengæld er belønningen stor: Nemlig mødet med de stærkt udrydningstruede familier af bjerggorillaer. Er man heldig, så kommer man ganske tæt på gorillaerne og kan følge deres gøren og laden, ungernes leg og lederens vågne øjne med alt og alle.
Bjerggorillaerne kan kun opleves tre steder i verden – i Bwindi i Uganda, i Den Demokratiske Republik Congo og i Rwandas jungler. Ture til bjerggorillaerne kan oftest tilkøbes til safarier andre steder.

5. Kilimanjaro, Tanzania
Måske er eventyret på Afrikas tag rejsedrømmen for dig, og i så fald skal du til Tanzania og bestige verdens højeste fritstående bjerg, Kilimanjaro. Bjerget er 5.895 meter højt, og det er faktisk muligt at nå til tops uden andre forudsætninger end en god fysisk form.
Der findes flere ruter, der leder til toppen, mest populær er Machame-ruten og det tager typisk otte-ti dage at nå toppen og ned igen, afhængig hvor hurtigt klatringen gennemføres.
Der er mange rejsebureauer, der arrangerer bestigninger af Kilimanjaro. Og man er under hele opstigningen i trygge hænder hos erfarne førere. Undervejs sover man i medbragte telte, og hele belønningen er, at man når toppen når solen står og har en storslået udsigt over de afrikanske sletter.

Næste: Flere rejsedrømme i Jordan, Dubai og New Zealand