10 gode råd mod flyskræk

Får du knuder i maven og svedige håndflader ved tanken om alt det, der kan gå galt, når du stiger ombord på et fly? Læs de ti gode råd mod flyskræk.

At skylle sin flyskræk ned med alkohol inden afgang, er en dårlig idé. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jørgen Jessen

Undgår du rejser, hvor du skal flyve til feriemålet, eller bruger du hele flyturen, hvor du egentlig burde glæde dig til ferien på at sidde og bæve ved tanken om alt det, der kan gå galt undervejs? Den norske webavis www.aftenposten.no har listet ti råd, som du kan følge og få en bedre flyrejse.

1. Mød op i god tid
Vær udhvilet, når du skal ud og flyve. Det er lettere at blive grebet af angst, hvis man er træt og stresser rundt inden afgang.

2. Sid foran
Hvis du tjekker ind online og selv kan vælge dit sæde, så få et så langt fremme i kabinen som muligt. Der larmer og ryster det mindre end bag i maskinen.

3. Drop medicin
Medicin som f.eks. valium er en kortsigtet løsning på beroligelse af nerverne. Du er bedre tjent med at tackle flyskrækken uden kemiske stoffer.

4. Undgå alkohol
Det kan være fristende at dæmpe angsten med en øl eller en drink, men det kan have den stik modsatte effekt og forstærke din frygt. Vær klar i hovedet, så du kan håndtere din situation rationelt.

5. Drik vand
Kaffe og te er vanddrivende og for meget koffein kan give dig hjertebanken og hovedpine. Har du brug for væske, er det bedre at drikke vand eller juice.

6. Slap af
Forsøg at slappe af ved f.eks. at tage en dyb indånding, hvis du mærker angsten stige op i dig. Det kan være nok til at holde skrækken væk.

7. Snak om det
Tal med din sidemand - om alt muligt, vejret, skatterne, hvor du skal hen. Det får dig til at fokusere på andre ting end din angst for at flyve. Fortæl også, at du lider af flyskræk, det hjælper ofte.

8. Bliv fortrolig med lydene
Læs alt, hvad du kan komme til om lufthavnen, om flyet, om procedurerne og om de lyde, der kommer undervejs. Jo mere du ved, jo mere er du informeret om, at der er en naturlig forklaring på det, der sker, og på de lyde, du hører.

9. Søg hjælp
Fortæl kabinepersonalet om din flyskræk. Hvis de ved, at du er bange, kan de bedre hjælpe dig.

10. Lad være at overfortolke dine omgivelser
Der er ingen grund til at gå i panik, hvis kabinepersonalet ser urolig eller stresset ud. De kan bare have en dårlig dag som alle andre.