10 elevatorer der skræmmer eller bare er geniale

Drøn op mellem skyerne med 10 meter i sekundet eller prøv en glaselevator under vandet mellem alle fiskene - der er masser af muligheder for at dø af skræk.

Elevatorerne i Eiffeltårnet blev special-designet til at kunne køre på tårnets kurvede ben. Elevatorerne blev moderniseret et århundrede senere, men det er de samme vogne, som stadig kører turister op til observationsdækket. Fold sammen
Læs mere
Foto: Flickr.com/jwbenwell

Det er 201 år siden Elisha Otis blev født. Han opfandt i 1852 sikkerheds-elevatoren, der havde et bremsesystem, som fik elevatoren til at stoppe selvom kablerne knækkede.

Læs også: 10 rejser, der får dig til at græde

Det revolutionerede både elevatorer og bygninger, og elevatorfirmaet Otis arkivar Stephen Showers giver sit bud på 10 opsigtsvækkende elevatorer, som firmaet har bygget og som stadig er i brug, til US Today.
 

The Deep

Hull, England

Verdens eneste undervands-elevator er næsten lige så stor en attraktion som de fisk, der svømmer rundt i det kæmpemæssige britiske akvarium, som åbnede i 2002. Elevatoren kører i et gennemsigtigt rør og stiger 10 meter i akvariet. Undervejs gøres et lille ophold, så man kan kigge nærmere på fiskene. "Man får fornemmelsen af at være i en ubåd," siger Showers. 

thedeep.co.uk


Space Needle

Seattle, USA

Tårnet i Seattle blev bygget som en hyldest til rumfarten før en verdensudstilling for 50 år siden, og elevatorerne har form som rumkapsler. "Elevatoren selv er en stor del af oplevelsen i Space Needle," siger Showers. Designet tager også hensyn til det lokale vejr - i stærk blæst sætter elevatorerne farten ned.

spaceneedle.com


Kristus-figuren

Rio de Janeiro, Brasilien

Indtil 2001 måtte besøgende arbejde sig det sidste stykke op af stejle trapper for at nå til foden af Rio de Janeiros vartegn, den enorme Kristus-figur. Men lydløse elevatorer bringer nu turister det sidste stykke uden at de bliver distraheret af underlige lyde og kan nyde udsigten til både figuren og storbyen under dem.

visitbrasil.com
 

Burj Khalifa 

Dubai 

Der er vanvittig fart på, hvis man vover sig op til udsigtsplatformen i verdens højeste bygning, Burj Khalifa. Elevatoren farer afsted med godt 10 meter i sekundet, og det tager under et minut at drøne op til udsigtsetagen 452 meter oppe på 124. etage. "Der er tale om en af de mest utrolige konstruktioner i hele verden," siger Showers.

burjkhalifa.ae
 

Newseum 

Washington, D.C., USA

Historien om moderne journalistik er ikke den eneste grund til at besøge dette museum downtown Washington D.C. Glas-elevatoren, der kører mellem seks etager, giver også en fremragende udsigt til det 27 meter høje atrium og udsigt over Pennsylvania Avenue. "Der er ingen andre elevatorer som den," siger Showers.

newseum.org
 

Eiffeltårnet 

Paris, Frankrig

Lige så imponerende som selve tårnet fra verdensudstillingen i 1889 er Otis-elevatorerne, mener Showers. De blev special-designet til at kunne køre på tårnets kurvede ben. Elevatorerne blev moderniseret et århundrede senere, men det er de samme vogne, som stadig kører turister op til observationsdækket.

eiffel-tower.com


Luxor Hotel 

Las Vegas, USA

Det pyramideformede Luxor Hotel åbnede på berømte The Strip i 1993, og det var noget lettere at komme til tops end i de rigtige pyramider. I den 30 etages bygning er det selvfølgelig elevatorer der klarer arbejdet, og 16 af dem kravler op ad væggene i en vinkel på 39 grader.

luxor.com
 

Empire State Building 

New York, USA

Uden elevatorer ville det have været umuligt at skabe bygninger som Empire State Building fra 1931. Bygningen var sin tids højeste og havde den længstkørende ekspres-elevator. De såkaldte robot-elevatorer var også en nyhed - for første gang kunne besøgende tilkalde en elevator ved at trykke på en knap.

esbnyc.com


The Biltmore 

Asheville, North Carolina, USA

Millionæren George Vanderbilts kæmpemæssige ejendom var den første i Asheville-regionen med elevator. Oprindelig blev den brugt til gæster og bagage, men i dag bruges den til handicappede besøgende. Det er en af de ældste elevatorer i verden, der stadig er i brug og er flot udstyret med ornamenter og krummelurer.

biltmore.com


CN Tower

Toronto, Canada

CN Tower er den højeste fritstående struktur i den vestlige verden, og gæsterne tilbydes en lynhurtig elevator-tur til toppen: Under et minut tager det at suse de 346 meter op til den roterende restaurant. Og man kan nyde udsigten gennem glasvæggene undervejs til toppen. De modigste kan også tage en gåtur uden på tårnet, fastspændt til en sikkerhedsline. 

cntower.ca

Se også: Sus 450 meter op i verdens højeste radiotårn