Rejseankenævnet bliver nedlagt

Forbrugerne stoler ikke meget på bilmekanikere, men har til gengæld stor tillid til rejsebranchen, hvor de kan henvende sig til Rejseankenævnet, hvis noget går galt. Men tilliden risikerer at blive svækket i løbet af det kommende år.

Rejseankenævnet bliver nemlig nedlagt den første april.

- Rejseankenævnet bliver nedlagt i sin nuværende form omkring første april. I stedet for opstår et nyt nævn, som kun behandler pakkerejser, der er købt hos rejsebureauerne, siger direktøren for Danmarks Rejsebureauforening Lars Thykjær til DR Nyheder/Penge.

Men det er ikke kun pakkerejserne, forbrugerne er utilfredse med. Cirka 20 procent af de klager, rejseankenævnet får, drejer sig om flyselskaber. Men flyselskaberne vil ikke betale til den kasse, der financierer rejseankenævnet.

Det synes Forbrugerstyrelsens direktør Louise Holck er ærgerligt, og hun mener, at der bør gøres noget.

- Jeg synes, at man bør sætte sig ned og finde ud af det på den ene eller anden måde. I hvert fald skal det ikke gå ud over forbrugerne, at man ikke kan finde ud af det i branchen, siger hun.

Også direktøren for Danmarks Rejsebureauforening Lars Thykjær er skuffet. Han mener, at rejsebranchen har gjort meget for at have et godt renommé hos forbrugerne.

- Vi er troværdige og har leveret en vare, som folk ved, hvad er, siger han og påpeger, at Rejseankenævnet hidtil har praktiseret kontant afregning overfor de rejsebureauer, der ikke overholder reglerne.

- Hos os er det noget med at leve op til det etiske regelsæt. Hvis man ikke gør det, så er det bøde og i sidste ende risikerer man at blive smidt ud, siger han til DR Nyheder/Penge.