Rå og sød julekalender fra Yallahrup

Da DR inviterede seerne ind i den lille havneby Jullerup Færgeby i julen 1974, stod integration ingenlunde øverst på hverken den politiske, samfundsmæssige eller kulturelle dagsorden herhjemme.

Og da dukkebørnene Anton, Kaja og Knud roede ind til byen fra deres elskede fyrtårn for at frekventere Vera og tilflytteren Jonas (kaldet 44), handlede det mere om idyl, revnede bukser og en god gammeldags skattejagt end om større og alvorlige emner.

Sådan var TV dengang, og Jullerup Færgeby var i sin egen ret en glimrende julekalender.

Lørdag aften blændede DR2 så op for en dugfrisk julekalender, som har en direkte reference til netop Jullerup Færgeby: Dukker, bybillede, panoreringer, titlen.

Men Yallahrup Færgeby er unægtelig en anden størrelse idyl, snarere et betonforstadshelvede, som trækker på elementer fra Avedøre Stationsby, Hundige, Vollsmose og Gjellerup. Her lever vennerne Ali og Hassan på henholdsvis 12 og 13 år.

Deres mål i tilværelsen er at blive ordentlig’ syge gangsters med toptunet BMW-slæde, masser af lette damer og en velfungerende pusherforretning. Skrækscenariet for seernes nye venner er at blive 100 procent integreret, leve i et registreret homoseksuelt partnerskab og udøve et lovlydigt arbejde på det lokale skolebibliotek. Allerede få dage inde i Yallahrup Færgeby er der hamret tommetykke pæle igennem danskernes fordomme overfor voldspsykopatiske, storkriminelle indvandrerbander, den mislykkede integration og de religiøst og kulturelt betingede forskel på »dem« og »os«, når det talen falder på demokrati og kvindesyn.

Og selv om føljetonen kun lige er startet, får seerne en klar fornemmelse af, at emner som fundamentalisme, selvmordsbomber, bandevold og mord blandt mange andre venter inden den 24.

Tunge sager altså i en julekalender som ingenlunde er rettet imod de mindste.

Men måden hvorpå DR-folkene med manuskriptforfatter Nanna Westh og instruktør Rune Bjerkø lancerer disse mildt sagt kontroversielle, højaktuelle og brandfarlige, er ganske genial. Alt bliver hevet ned på et plan, hvor alle kan være med. Og humoren lurer overalt, i hver en sætning, scene og i de ekstremt karikerede figurer.

Lørdagens første afsnit kredsede om, at Ali - for at dupere de tre medlemmer i pigebanden Crazy Girls - hævdede at have store nosser. »Kællingerne er vilde med den sex, jeg laver på dem,« proklamerede vor unge helt og fortalte højlydt, at hans nosser er »lige så store som min onkel Tupacs«.

Tupac er halvfemsernes største og nu afdøde, amerikanske gangstarapper, og alene hans navn opsummerer Alis værdigrundlag: penge, damer, hardcore rapmusik, store biler og kriminalitet.

At Ali under et besøg hos skolelægen så fik forpurret sit image, da lægen tørt konstaterede ud over hele skolens samtaleanlæg, at podens sten endnu ikke var faldet ned i pungen og at han derfor var sent udviklet, var en ustyrlig morsom streg i regningen.

Mere knækket var han dog ikke, end at han efterfølgende bedyrede overfor Hassan, »jeg trak dem (nosserne, red.) op i maven, det er et gammelt kamptrick, jeg har lært af min onkel Tupac«. I afsnit to mødte vi søndag den depressive og hyperstressede skolebibliotekar Morten, som de to venner får til at skaffe et lokale til en rygerklub (altså en hashklub) under påskud af, at ville starte en skakklub.

Klubben, der får navnet »Klup Tupac«, er vigtig for Ali, for han har nemlig overhørt Crazy Girls tale om, at de er vilde med den tre år ældre pusher Dennis, for som de siger: »Der er ikke noget mere sexet end en mand, der har sin egen forretning.«

Det går naturligvis hverken værre eller bedre end at Ali, som naturligvis ikke kan skaffe hash, får lokket Dennis til at ryge en indtørret hundelort, »det er godt nok seriøst syg shit«, konkluderer Dennis. Og så har Ali vundet sin tabte respekt tilbage.

I mandagens afsnit tre dikterer Mortens chef, den übersanselige og småskøre skoleinspektør Hanne, at Morten skal lave et integrationsprojekt med Hassan og Ali. Hun tænder, som hun siger, på integration. Modvilligt og ydmygt går han til drengene med spørgsmålet: »Jeg vil så godt høre jer, om jeg må have lov til at integrere jer?«

Det er drengene ikke umiddelbart med på, men da de finder ud af, at integration også handler om ytringsfrihed, og at de således mere eller mindre må sige lige hvad de vil, tager de handsken op. »Må jeg så godt kalde din mor for en billig luder,« spørger han den chokerede skolebibliotikar, som modvilligt siger ja.

Ali er begejstret og vil have Morten med på jargonen: »Kald mig nu for perker, ellers vil jeg ikke integreres,« truer han og jubler da Morten giver efter og derigennem får Ali og Hassan med på projektet om at lave en collage om integration, som skal udstilles.

Det går naturligvis hverken værre eller bedre, end at drengene til Mortens store fortrydelse klipper billeder ud fra et pornoblad til deres gangsterversion af en integrationsplanche.

Da skoleinspektøren ser den, bliver hun ellevild og præmierer duoen med et diplom, hvorpå der står, at de nu er »100 procent danskere«.

Glade og tilfredse vandrer de ud i miljøet og fortæller Crazy Girls, at de også gør klogt i at blive integreret. Men det vil pigerne ikke, for det er der ingen respekt i i miljøet, og så vil Ali og Hassan i hvertfald heller ikke hverken integreres og være 100 procent danskere.

Julekalenderens helt store styrke er, at den ikke peger fingre af nogen. Den er ikke eksplicit moraliserende. Og den udstiller mere end noget andet tingene, som de rent faktisk foregår rundt omkring i hjørnerne af det danske samfund.

Det er et kunstgreb at kunne tage så vigtige og ofte tabuiserede emner op og adressere dem så direkte, så råt og samtidig ofte ganske sødt, som det gøres i Yallahrup Færgeby.

Den afvæbnende humor kommer virkelig til sin ret her. Og den er så tyk, at ingen kan være i tvivl om, at forfatteren på ingen måde sympatiserer med hashklubber, homofobi og krimi