Prøv en Ferrari og en Porsche på søndag

For de fleste blot en drøm, for de færreste en dagligdags begivenhed.

Hatten af eller en tur i denne Porsche Boxster, der med sin sublime balance passer perfekt til Padborg Park. Fold sammen
Læs mere

For drømmerne med 3.000 kroner i overskud er der mulighed for at snuse til den gode oplevelse, det er selv at køre en Ferrari 360 Modena og en Porsche Boxster – og så oven i købet på bane, hvor man ikke er hæmmet af fartgrænser og medtrafikanter.

Muligheden byder sig søndag 28. oktober på Padborg Park, hvor eventfirmaet X3M for 3.000 kroner overlader rat og pedaler i de to biler til de glade betalere. Fem omgange i hver får man lov at køre, hvis man kan leve med, at der er en instruktør fra firmaet med. For det er en betingelse.

Ferrarien er en af italienernes mest solgte modeller med 3,6 liters V8-centermotor og 400 hk. 0-100 km/t er overstået på 4,3 sekunder, topfarten er over 300 km/t.

Boxster er knap så kraftig, men umiddelbart nemmere at køre – den sekscylindrede boxermotor yder 245 hk og overstår 0-100 km/t på godt seks sekunder.

Efter 3000 kroner og ti omgange kan man så overveje, om det er en brugt Modena til omkring to mio. kroner – produktionen af Modena sluttede i 2004 – eller en ny Boxster til godt 900.000 kroner, man skal bruge sin lottopræmie til.

Det er nødvendigt at tilmelde sig, og det kan ske til: x3m-event.com