Voldsom stigning i personlige konkurser

Hvis du har svært ved at betale dine regninger til tiden, er du langt fra den eneste.

Foto: Modelfoto: Colourbox

Ifølge tal fra Domstolsstyrelsen er antallet af private, som er blevet begæret konkurs af deres kreditorer, steget  fra 862 i 2007 til 1.360 i 2009. Det skriver 24timer.

Det kan mærkes hos Forbrugerrådet, som i år lancerede et nyt tilbud om personlig gældsrådgivning i København, Odense, Aalborg og Esbjerg.

Ifølge projektleder Anette Mathiasen har interessen har været overvældende. I øjeblikket venter 200 personer på, at det bliver deres tur til at få et økonomisk overblik. Tilbudet henvender sig primært til socialt udsatte, og via en indledende screening af personens indkomst og økonomiske forhold, finder man ud af, hvem der kan få gratis rådgivning. Rådgivningen kan være et værn mod blandt andet depression, mener Anette Mathiasen.

»Er man i økonomiske problemer, er der ikke langt til for eksempel depression og skilsmisse, så folk er generelt meget glade for at få klarhed over deres egen økonomiske situation,« siger hun til 24timer.

Læs også: Har du tjek på din partners økonomi?

At rod i økonomi og depression har en tendens til at gå hånd i hånd, kan de nikke genkendende til hos Depressionsforeningen.

»Økonomi er en vigtig faktor i forhold til depression, fordi økonomien har stor indflydelse på, hvordan vi har det. Hvis man ikke kan se, hvilken vej tingene går økonomisk, er det helt klart en stressfaktor,« siger sekretariatsleder i Depressionsforeningen, Kasper Tingkær, til avisen.

Læs også: Her er din løn gennem hele livet

De høje tal for personlige konkurser kommer ikke bag på Troels Holmberg, som er økonom i Forbrugerrådet. Men det er ikke kun socialt udsatte, som søger hjælp hos Forbrugerrådets gældsrådsgiving.

»Nu skal regningen for forbrugsfesten betales. Så det er både typerne, der har lånt alt for meget, men også friværdifolket. En stor del har også taget de alt for dyre forbrugslån,« siger Troels Holmberg, som i øvrigt mener, at det er på tide, at der indføres en grænse for, hvor dyre lån kan være.

»Mange lån er det rene åger, og de betyder bare, at der er folk, der kommer rigtig galt af sted. Vores holdning er, at det er tid til en opdatering af lovgivningen, så folk kan få beskyttelse mod for eksempel SMS-lån,« siger Troels Holmberg til 24timer.

Læs også: Hæfter jeg for min kærestes gæld?