Vil min samlevers gæld gå ud over mit liv?

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

? Min samlever har en stor gæld til kreditorer fra erhvervsmæssig aktivitet, og han hæfter personligt på grund af selvskyldnerkaution i firmaet. Nu tjener han ikke nok til at betale denne gæld. Hans eneste aktiv er en lejlighed, som vi begge ejer. Kan lejligheden tvangssælges? Kan han erklæres personligt konkurs og indgå gældssanering, selv om han ejer halvdelen af lejligheden?

Med venlig hilsen S.

! Du hæfter ikke for din samlevers gæld, medmindre du har underskrevet som kautionist. Din samlevers kreditorer kan derfor ikke gå til dig og kræve betaling.

Det samme gælder ægtefæller – her hæfter ægtefællen heller ikke for den anden ægtefælles gæld. Der gælder nemlig såkaldt særråden og særhæften. Kun hvis ægtefællen særskilt har påtaget sig at hæfte for gælden.

Ægtefæller med fælleseje (hvilket er lovens udgangspunkt) skal dog være opmærksom på, at hvis ægtefællen har større gæld end værdier (er insolvent), så kan det give skuffelser og udfordring, når fællesejet hører op. Det gør det ved skilsmisse eller ved død. I den situation skal den ægtefælle, der har en positiv formue aflevere halvdelen til den anden ægtefælle.

Eksempel: Manden har værdier for en million, men gæld for to millioner kroner. Hustruen har værdier for en million. Ved skilsmisse eller ved mandens død skal hustruen aflevere en halv million til ægtefællen/dødsboet. Det er derfor ikke uinteressant, at ægtefæller gensidigt har indsigt i økonomien, herunder gæld.

Du anfører, at I ejer en lejlighed sammen, og du spørger, om den kan blive sat til salg på tvangsauktion. Din samlevers ejerandel kan blive sat på tvangsauktion. Det forudsætter, at der er gjort udlæg via fogedretten. Herefter kan den sættes til salg. Din del kan kreditorerne derimod ikke sælge.

Din samlever kan, hvis betingelserne herfor er opfyldt, erklæres konkurs, søge gældssanering eller erklære sig insolvent, men det kan jeg ikke vurdere ud fra dine oplysninger.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H), www.ForumAdvokater.dk