Vil de have mine penge eller ej?

Pensionskunder er for sløve og interesserer sig for lidt for deres pensionsopsparing, hører man ofte. Men er pensionsselskaberne altid bedre selv? Ikke i dette tilfælde.

Det er ikke nødvendigvis så nemt, som man tror, når man vil samle sine småpenge i form af »klatpensioner«. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

En kuvert med penge i. Lige ind ad brevsprækken. Sådan et brev vil jeg til enhver tid åbne, og det vil alle andre da også, skulle man tro, men nej, tilsyneladende ikke når brevet kommer fra et pensionsselskab.

Det tidligere FunktionærPension besluttede i 2002 at ophæve en række pensionsopsparinger, der hver lød på mindre end 1.000 kr., da det ikke kunne betale sig for de pågældende kunder at holde dem kørende.

Pengene blev sendt som checks i breve til kunderne, men langtfra alle gad åbne brevene, og derfor blev 55 pct. af checkene aldrig indløst. Historien understreger tydeligt den udfordring, som pensionsselskaberne står med; mange kunder interesserer sig ikke et klap for pension, og mange åbner ikke de breve, som selskaberne sender til dem.

For en måneds tid siden gik vi som bekendt over til vintertid, og dermed fik vi alle en ekstra time at gøre godt med. Pensionsbranchen forsøgte at gribe muligheden og udråbte dagen til Pensionsdagen 2015. »Hvad skal du bruge den ekstra time til?«, lød det i kampagnen– underforstået, at den kunne du da passende bruge på at sætte dig ind i dine pensionsforhold.

Håbet var vist at få fat i de kunder, der har holdningen; »Jeg tænker først på min pension, den dag der er 25 timer i døgnet.« Om pensionsselskaberne havde succes med kampagnen afhænger nok af øjnene, der ser. Jeg brugte den ekstra time i døgnet med lukkede øjne i min seng.

Ikke desto mindre besluttede jeg mig en uges tid senere for at se mine egne pensionsordninger igennem. Jeg har tidligere haft et par job i finanssektoren, inden jeg blev journalist, og derfor ved jeg, at jeg har et par såkaldt hvilende opsparinger. De risikerer at æde sig selv op af administrationsomkostninger, og derfor bør de nok samles ét sted.

Klatpensioner, kaldes de også, og sådan nogle er der i øvrigt rigtigt mange af os, der har. En rapport fra Beskæftigelsesministeriet har fastslået, at danskerne i alt har 38 mia. kr. stående på pensionskonti, hvorpå der står mindre end 100.000 kr., og hvorpå der ikke længere indbetales.

Jeg må blankt erkende, at det ville tage mig ret lang tid at samle alle mine pensionspapirer sammen, men så er det jo dejligt, at pensionsbranchen hjælper sådan nogle som mig. Ind på www.pensionsinfo.dk, logge ind med NemID, og på få sekunder var der hentet data fra alle de pensionsselskaber, hvor jeg har pensionsordninger af forskellig art.

Siden giver mig et glimrende overblik; hvor mange penge får jeg ved pensionering, og hvor meget får jeg ved sygdom og død. Men der stopper det også. Jeg kan ikke se, hvordan udviklingen har været, og jeg kan ikke se, om det kan betale sig at flytte nogle af ordningerne.

Siden giver mig dog mulighed for at sende alle disse oplysninger til mit nuværende pensionsselskab, PFA Pension, som er valgt af Dansk Journalistforbund. Det gjorde jeg og gav mig til at vente i håb om, at PFA ville kontakte mig med nogle gode forslag.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Hurtigt skrev de til mig i min eBoks, at jeg skulle give dem tilladelse til at kontakte mig. »Så får du en mail fra os med personlige råd og anbefalinger, når der er noget, du med fordel kan gøre eller bør vide om PFA-koncernens løsninger.« Det lød godt, så det gjorde jeg for knap to uger siden. Siden har jeg intet hørt.

Her er altså endelig en kunde, som på eget initiativ er klar til at lave pensionsforretninger, og så tøver pensionsselskabet. Derfor spørger jeg; Hvor interesseret er PFA egentlig i at få mine penge?