»Vi venter på et 2,5-procentslån«

Lennart Christensen har valgt at finansiere sin nye lejlighed med et af de nye kortrentelån, så han hurtigt kan skifte til et fastforrentet lån, hvis renten igen kommer ned i 2,5 procent.

Lennart Christensen købte sammen med sin kone en lejlighed på Frederiksberg i slutningen af april med overtagelse 1. august. Nu håber han, at den græske krise når at give 2,5 pct. lånet et comeback, inden de om få uger skal hjemtaget deres lån. Foto Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere

Han havde egentlig håbet, at det ville gå vildere for sig i Grækenland. Ikke fordi han ønsker grækerne noget ondt, men fordi mere ballade er lig med lavere renter på 30-årige danske realkreditlån.

For selv om det 30-årige fastforrentede 3,5-procentslån nu er skiftet ud med et treprocentslån, er det ikke fristende nok for 40-årige Lennart Christensen. Han går nemlig benhårdt efter et 2,5-procentslån.

Da han og hustruen skrev under på en købsaftale i slutningen af april, nåede de lige præcis ikke at få fingre i et af de attraktive 2,5-procentslån. Og i løbet af få måneder var renten hoppet et helt kurspoint i vejret. Det fik parret til at tænke i alternative lånetyper. Den nye lejlighed på Frederiksberg er med overtagelse 1. august, så de har stadig et par uger til at beslutte sig endeligt for et lån.

»Vi har nærmest gået og ventet på urolighederne i Grækenland og kunne godt have tænkt os, at det var mere udtalt, så renten var blevet presset endnu længere ned. Vi har besluttet, at vi slår til, når den igen er nede i 2,5 procent. For jeg tror ikke, at det er et spørgsmål, om renten kommer ned i 2,5 procent igen, men hvornår det sker,« siger Lennart Christensen, der som partner og rådgiver i firmaet Købersmægler.dk følger udviklingen på boligmarkedet tæt.

Han tror dog ikke nødvendigvis, at det kommer til at ske i relation til krisen i Grækenland. Derfor har parret besluttet, at de vil tage et af de nye, billige kortrentelån, der bliver rentetilpasset hvert halve år.

»Der er perfekt overgangslån for os, der gerne vil over i et fastforrentet lån, da det er nemt at komme hurtigt ud af, når den rigtige lånemulighed byder sig,« siger han.