Ventetid på køreprøve koster dyrt

I september sidste år gik jeg i gang med at tage et kørekort, men bureaukrati og ventetid på køreprøver i København har bremset det hele i månedsvis – og kostet mig adskillige tusinde kroner.

Kilometerlange køer til køreprøver i København koster kassen, da man i mellemtiden skal betale dyre penge for at holde det, man har lært, ved lige. Mange må derfor tage prøven i en anden by i stedet for fra Toftegårdsplads i Valby (billedet). Arkivfoto: Martin Germund
Læs mere
Fold sammen

»Skriv en klage til politidirektøren, så vi kan få nogle flere ressourcer,« lød svaret, da jeg frustreret ringede til Københavns Politi for et par uger siden for at høre, om det virkeligt kan passe, at man ikke kan komme op til en køreprøve i København.

Det er blot det seneste kapitel til den absurde historie om mit kørekort, der lader vente på sig, mens det bare bliver dyrere og dyrere. Og det har intet med mine køreegenskaber at gøre, selv om jeg helt sikkert hører til den forsigtige type ude i trafikken. Forklaringen på det er nok nærmere, at jeg er næsten dobbelt så gammel som flertallet af eleverne på køreskolen.

Som byboer har jeg bare aldrig haft det store behov for et kørekort, før jeg for nogle år siden blev sommerhusejer. På kraftig opfordring fra min kæreste besluttede jeg derfor sidste efterår at presse det ind i den travle hverdag.

I december var teoriundervisningen og de lovpligtige køretimer overstået. Nu manglede jeg bare glatbane, nogle ekstra køretimer til at gøre mig helt klar, teoriprøve og køreprøve. Men så brød balladen ud.

Lige før jul røg min lægeerklæring retur fra kørekortkontoret på grund af en banal fejl. Hele sagsbehandlingen begyndte forfra, hvilket jeg fik at vide, kunne tage op til tre måneder. Efter at have rykket både embedslægen og kørekortkontoret adskillige gange, gik papirerne endelig i orden i midten af april. Det er en forudsætning for, at kørelæreren kan indstille én til teoriprøven, som skal bestås, inden man kan komme til køreprøve.

Men den slags er der åbenbart også lang ventetid på. Det lykkedes dog at få en teoriprøve 19. maj. Så snart den var overstået, begyndte jagten på en køreprøve. Ifølge Københavns Politi bliver der tirsdag og torsdag hver uge lagt nye tider op for de næste fire uger. Men de bliver revet væk. Min kørelærer har nu forsøgt at finde en køreprøve til mig i København siden 19. maj.

I mangel af bedre er jeg blevet indstillet til en køreprøve 24. juni i Holbæk.

Det er selvsagt upraktisk for en københavnerbaseret kørelærer at skulle køre til f.eks. Holbæk, Slagelse, Kalundborg eller Helsingør, hver gang en elev skal til prøve. Derfor er vi tre, der skal op lige efter hinanden i Holbæk.

Da alle skal nå at have en køretime inden prøven, er der udsigt til et heldagsarrangement i stedet for noget, der kunne klares på et par timer. For mit vedkommende koster det altså en dagsløn. Samtidig tager kørelæreren 300 kr. ekstra per elev på grund af transporttiden.

Men det er trods alt peanuts i forhold til, hvad det har kostet at holde kørslen ved lige siden januar. Med en pris på 450 kr. per køretime drejer det sig om mange tusinde kroner, når der helst skal køres en gang om ugen eller hver 14. dag.

Problemet med de manglende ressourcer begrunder politiet blandt andet med terrorangrebet i København i midten af februar.