Vejen til fodbold i London gik gennem Det Vilde Vesten

Om alt går vel, sidder jeg lige nu eller om nogle timer og ser topfodbold på Stamford Bridge, Chelseas hjemmebane i London, hvor hjemmeholdet møder Newcastle. En rund fødselsdag i familien bliver fejret med en smuttur til den britiske hovedstad med behørig fodbold i verdens mest underholdende liga.

Men vejen til lægterne på Stamford Bridge var lang og trang. Jeg var helt uforberedt på den Vilde Vesten-tilstand, der åbenbart hersker omkring de billetter, der giver adgang til de store oplevelser med fodbold, teater og koncerter i London. I min naivitet troede jeg, at man bare kunne købe billetterne direkte af Chelsea, og jeg meldte mig sågar ind i klubbens fanklub for at følge med i, hvornår billetterne kom til salg. Men efterhånden som kampdagen nærmede sig, blev det ret hurtigt klart, at man skulle noget længere op i hierarkiet for at få adgang til billetter.

Da billetterne fire uger inden kampen blev frigivet, oplyste klubben, at banale ikke-betalende fans som mig ikke skulle regne med at kunne købe billetter. De blev frigivet gradvis i et forløb, hvor først indehavere af sæsonkort kunne købe, hvorefter betalende medlemmer af klubben i to forskellige niveauer fik adgang. Først til sidst kom billetter i fri handel, hvis der var nogen tilbage ­– hvilket klubben altså ikke forventede.

Nu ved jeg hvorfor. Allerede inden klubben begyndte at sælge, var der nemlig masser af billetter til salg på mere eller mindre skumle hjemmesider. Der var bare det ved det, at de på nogle af siderne kostede fra knap 2.000 kroner per styk og faktisk ikke var i sælgers besiddelse. En yderligere søgning afslørede også, at andre i min situation havde været ude for lidt af hvert. Billetter, der aldrig dukkede op, og transaktioner, der skulle foregå uset bag en bestemt statue i en park.

Det lader til, at de, der først får adgang til at købe billetter til blandt andet de eftertragtede fodboldkampe, opkøber mange billetter til senere videresalg. De hjemmesider, som jeg prøvede at købe billetter af, tilbød nemlig samtidig indehavere af billetter at sælge dem. Det hele fungerer med andre ord via mellemmænd, som selvfølgelig skal have en provision, ligesom den oprindelige køber af billetterne formentlig får dækket sine udgifter til sæsonkortet eller det mere eksklusive medlemskab af fodboldklubben – godt og vel endda.

Da jeg efter flere dages flirten med forskellige sider, som jeg alligevel ikke turde indlede et forhold til, fandt et par billetter til cirka 1.500 kroner stykket, slog jeg til og gennemførte købet frem til betalingssiden. Men det sidste klik frem til betalingssiden udløste et hop i prisen på 1.200 kroner – uden nogen forklaring på, hvorfor prisen var steget. Jeg afbrød købet, men så let gav mellemmanden ikke op. Jeg havde opgivet mit telefonnummer, og et par timer senere blev jeg ringet op af en kvinde, som på lettere gebrokkent engelsk med kraftig asiatisk accent ville vide, hvorfor jeg havde afbrudt købet.

Da jeg forklarede hende, at den uforklarlige prisstigning på 1.200 kroner var lige i overkanten efter min smag, lagde hun på.

En god kollega, der har arbejdet i London, anbefalede til sidst at købe via StubHub, som er en del af eBay. Så om alt går vel, så sidder vi nu og ser fodbold til godt 1.000 kroner per snude.

Povl Dengsøe er privatøkonomisk journalist på Berlingske Business