Uskiftet bo for udlandsdansker?

Danskere bosat i udlandet kan bliver stillet i en svær situation ved den ene ægtefælles død.

Danske ægtepar, der flytter til Spanien, kan få problemer med at sidde i uskiftet bo, når den ene dør, idet spansk lov ikke opererer med begrebet uskiftet bo. Arkivfoto: Jan Jørgensen
Læs mere
Fold sammen

? Jeg har i 2013 mistet min ægtefælle. Vi har boet i Spanien siden 2005 og har spansk testamente. Jeg har i omkring et års tid søgt Justitsministreret om tilladelse til, at den danske del af min hustrus arv kan blive skiftet i Danmark, således at jeg kan sidde i uskiftet bo med mine to sønner. De har underskrevet en erklæring om dette.

Der er et sommerhus i Danmark, der er fælleseje, og som ikke kan sælges for tiden samt cirka 100.000 kroner i pensionsopsparing.

Jeg har fået henvisning til en dansk skifteret, men kan jeg sidde i uskiftet bo, når vi er udlandsdanskere? Vil et arveafkald løse problemet, og skal der så betales boafgift? Eller bør jeg undlade at foretage mig noget, før sagen er på plads i Spanien om nogle år?

Med venlig hilsen B.

! Jeg er nu ikke sikker på, at jeg fuldt ud kan lette din tvivl. Du skal i høj grad sammenholde mit svar med det, som du får at vide i Spanien, hvor boet behandles, fordi I boede der, da din kone døde.

Det formelle problem er, at man i Spanien slet ikke kender det danske fænomen »uskiftet bo«. Du kan derfor ikke få en attest i Spanien på, at du sidder i uskiftet bo. Til gengæld skal man i Spanien behandle din kones bo med udgangspunkt i, at I har dansk formuefællesskab med alle de konsekvenser, det i øvrigt indebærer i relation til fordelingen af formuen ved et skifte – og egentlig også acceptere uskiftet bo-tankegangen. Men jeg har også oplevet den barriere som kæmpestor i Spanien.

I har formuefællesskab, hvis I boede i Danmark, da I blev gift, og i øvrigt ikke har oprettet ægtepagt om fuldstændigt særeje.

Man vil kunne gennemføre et delvist skifte i Danmark af aktiver her i landet. Spørgsmålet er, om du med den regel som baggrund kan få registreret sommerhuset som tilhørende dig i et delvist uskiftet bo. Jeg har ikke trods nogen søgning kunnet finde et eksakt svar. I givet fald vil det være Københavns Byrets skifteret, der skal behandle spørgsmålet, da du ikke bor i Danmark.

Du kan bestemt komme rigtigt langt med et arveafkald fra børnene. Børnene skal i den forbindelse dog være opmærksomme på, at det kan være klogt af dem at betinge et arveafkald af, at de får en ekstra sikkerhed i form af et uigenkaldeligt testamente, hvor de får den mødrene arv ved din død. Det er nemlig set før, at en enkemand etablerer nyt parforhold og i betydelig grad glemmer børnene, når der oprettes et senere testamente.

I forbindelse med øvelsen med arveafkaldet, kan du stadig have et praktisk problem, hvis sommerhuset står i både din og din ægtefælles navn. Du skal i så fald have overført huset i dit navn alene. Det kræver en skifteretsattest. Derfor skal du begynde med et delvist skifte, som jeg har nævnt, og derefter bruge arveafkaldet.

Der er ikke afgift forbundet med et arveafkald, som gives, uden at børnene får vederlag for afkaldet. Du kan med andre ord fornemme, at det ikke er ligetil og helt enkelt at få formaliteterne på plads, når man er udlandsdansker ved ægtefællens død.

Med venlig hilsen Viggo Bækgaard, advokat (H) og mediator, www.ForumAdvokater.dk