Udsigt til jul på smalhals

Dankortomsætningen tyder på, at der bliver sparet på julebudgettet i forhold til sidste år.

Foto: Kim Haugaard

Denne artikel er ikke for børn. For nye tal fra dankortets operatør Nets tyder på, at det bliver en mager jul i mange hjem. Nets har opgjort omsætningen via Dankort op til 13,5 milliarder kroner i de første 14 dage af december.

Det er ganske vist 2,4 procent mere end i samme periode sidste år. Men privatøkonom i Danske Bank Las Olsen gør opmærksom på, at inflationen samtidig er på 2,6 procent. Og det betyder et lille fald i den reelle omsætning, når den er renset for inflation.

"Og når man også husker, at der stadig er et skifte i gang fra kontanter til Dankort, som trækker Dankortomsætningen op, er billedet: Mindre julegaver i år end sidste år," siger Las Olsen.

Danske Bank forventer i sine prognoser en julehandel stort set på samme niveau som sidste år målt i kroner og øre. Det betyder et juleforbrug på godt 1.000 kroner, hvilket altså er mindre, når inflationen trækkes fra.

"Julehandlen afspejler, at vi generelt har skruet ned for forbruget i år. Høj inflation, lave lønstigninger og højere skatter har betydet, at de fleste har fået et fald i realindkomsten. Gældskrise i Europa og usikkerhed på det danske job- og boligmarked har gjort, at lysten til at spare op stadig er meget stor," vurderer Las Olsen.

Han ser til gengæld mere lyst på julen 2012.  En udbetaling af efterlønspengene, som kan lade sig gøre fra april næste år, og håbet om mindre økonomisk usikkerhed i verden til næste år kan give lidt fremgang.

"Men noget stort opsving er der absolut ikke udsigt til, og der vil gå lang tid, før julegaverne igen bliver lige så store som i 2007," siger Las Olsen.

Seniorøkonom i Nykredit Markets Tore Stramer bliver mere populær hos børnene. Han tolker tallene som stort set uændret størrelse på julegaverne i år.

"Det er en lille positiv overraskelse. Vi havde således tidligere en forventning om at julesalget ville ligge på samme niveau i kroner og ører som sidste år, hvilket reelt vil betyde, at julegaverne blev mindre, da priserne jo er steget over det seneste år," skriver han.