Totalkredit-kunder bliver trods ramaskrig over bidragssatser

Selvom Totalkredit-kunderne var voldsomt utilfredse, da Nykredit i foråret varslede en stigning i bidragssatserne, har bankerne ikke oplevet nogen kundeflugt.

Foto: Thomas Lekfeldt

Det kogte og syede på de sociale medier, efter Nykredit i foråret meddelte, at de ville hæve bidragssatserne for kunderne i datterselskabet Totalkredit. Men nu er uroen forstummet, og kundeflugten er udeblevet.

Det skriver Børsen.

»Den uro, der var i første kvartal, har lagt sig fuldstændig. Nu har de andre konkurrenter jo også varslet prisstigninger, så det har lagt sig,« siger den administrerende direktør i Ringkjøbing Landbobank, John Fisker. Ringkjøbing Landbobank er én af de største Totalkredit-banker, og ifølge direktøren har de faktisk flere Totalkredit-lån i dag end for et år siden.

Heller ikke i Arbejdernes Landsbank har uroen smittet af på antallet af kunder. Ifølge bankens ordførende direktør, Gert R. Jonassen, har banken oplevet en nettotilgang på 5000 kunder, hvilket er nogenlunde på niveau med det, banken har oplevet de seneste ti år.

Én af årsagen til at Arbejdernes Landsbank har fastholdt deres kunder er en kompensation på 1.000 kroner pr. lånt million, der har haft til formål at udligne de hævede bidragssatser. Men også fordi det ofte er en kostelig affære at skifte bank, har mange Totalkredit-kunder valgt at forblive loyale trods utilfredsheden i foråret.