Total forvirring om pensionstal

Der er langtfra enighed om, hvordan man opgiver sine afkast efter 3. kvartal i pensionsbranchen.

Foto: Foto: Colourbox
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvert selskab sit nøgletal. Sådan ser det ud til at forholde sig i pensionsbranchen, hvor afkastene efter 3. kvartal opgøres og betegnes på forskellig måde fra selskab til selskab, påpeger pensionsmægleren Mercer.

Landets næstestørste pensionsselskab PFA bruger for eksempel det nøgletal, som Finanstilsynet har defineret som N1 for afkastet efter helår og halvår. Men efter 3. kvartal i år udsendte selskabet en kvartalsmeddelelse med et tal for afkastet, der betegnes som et ”tidsvægtet” afkast.

”Vi har ingen anelse om, hvad det dækker over, og det har ikke været muligt for os at få oplyst N1 fra PFA,” siger administrerende direktør i Mercer Finn Rasmussen.

Han understreger, at han ikke er ude på at hænge PFA ud. For det kendetegner efter hans mening alle branchens selskaber, at deres kvartalsmeddelelser ikke kan sammenlignes på tværs.

Blandt andre navne og metoder til at opgøre kvartalsafkast er ”finansafkast” samt ”kundeafkast”, som gør det svært at analysere selskabernes bonusreserver, kursværn, driftsherretillæg og skyggekonti, påpeger Finn Rasmussen.

Komunikationsdirektør i PFA Søren Espersen betegner det som drilleri, at Mercer efterlyser N1 for alle kvartaler.

”Det er drilleri. Det, kunden skal bruge, er det afkast, som han eller hun får,” siger han.

Men hvorfor opgiver I ikke N1 for alle kvartaler?

”Vi kommer jo sent med vores kvartalsmeddelelse, og så kigger vi rundt. Der er ikke konsistens i branchen. Men vi vil ikke sige, at det er de andres skyld. Vi har bare valgt at oplyse det tidsvægtede afkast for 3. Kvartal,” siger Søren Espersen.

Han mener i øvrigt at det er en ubetydelig detalje, som Mercer har kastet sig over.

”De har helt misforstået deres rolle som mægler,” siger han.

Men Mercer efterlyser fuld gennemsigtighed for at kunne gennemskue selskabernes reelle tilstand – især efter en finanskrise, som den, der har hærget de seneste mange måneder.

”Ikke alle selskaber er interesseret i denne gennemsigtighed, selv om de udadtil fremstår, som om de naturligvis kæmper en sej kamp for øget gennemsigtighed,” vurderer Finn Rasmussen.

PFA oplyste i øvrigt nøgletallet N1, som står for afkast før pensionsafkastskat, i den tilsvarende kvartalsmeddelelse for 3. kvartal 2008. Men den politik er altså ændret.

Generelt får den slingrende kurs for informationsniveauet i kvartalsmeddelelserne Finn Rasmussen til at kalde dem for ”reklameindslag.”