Toptun din skat inden nytår

Det er surt at betale retskat og få strafrenter. Derfor kan de sidste dage inden nytår med fordel bruges til at få toptunet ens skat. Her er de ni ting, du skattemæssigt skal have styr på, inden det nye år skydes ind.

Foto: Morten Dueholm
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Revisor- og rådgivningsfirmaet Ernst & Young har opstillet ni punkter, som det er godt at få set på. Partner hos Ernst & Young Per Ørtoft Jensen fremhæver, at sidste bankdag i år er den 30 december, og det er deadline for et få et sidste tjek på privatøkonomien for 2014.

Ratepension og ophørende livrente
Der kan maksimalt indsættes 50.900 kr. på en ratepension eller ophørende livrente. Vær opmærksom på, at det er inklusive bidraget fra din arbejdsgiver. Arbejdsmarkedsbidraget bliver dog trukket fra i arbejdsgiverens indbetaling. Den 30. december er sidste frist for indbetaling.

Livsvarig livrente
På en privat ordning kan der maksimalt indbetales 46.900 kr. medmindre et større beløb er aftalt over ti år. Langt de fleste har arbejdsgiveradministrerede ordninger, der fratrækkes i bruttolønnen, og på den slags ordninger er der intet loft over indbetalingerne.

Aldersopsparing
På den nye og stærkt omdiskuterede aldersopsparing kan der i 2014 maksimalt indsættes 28.100 kr. Der er ikke fradrag for indskuddet, men til gengæld er der hellere ikke nogen skat på udbetalingen, som sker via en stor portion.
Muligheden for at omlægge fra kapitalpension til aldersopsparing med skatterabat kommer også til at gælde i 2015.

Frivillig indbetaling af skat
Sidste frist for frivillig indbetaling af skat er den sidste bankdag i 2014. Der er ingen øvre beløbsgrænse for indbetalingen. Foretages skattebetalingen først i perioden 1. januar – 1. juli 2015, vil der tillægges en dag-til-dag-rente på 2,9 % p.a. på indbetalingen.

Velgørenhed
Man kan maksimalt fratrække 14.800 kr. til velgørenhed. Fradrag gives ved, at modtageren foretager indberetningen til SKAT. Der skal således oplyses CPR-nr. til den forening, som modtager beløbet.

Gaver
Der kan mellem børn og forældre gives afgiftsfrie gaver på op til 59.800 kr. i 2014. Tilsvarende beløb kan gives til børnebørn og oldebørn. Til svigerbørn kan der gives en gave på op til 20.900 kr. De nævnte gavebeløb kan gives afgiftsfrit.

Håndværkerfradrag
Der kan fratrækkes op til 15.000 kr. pr. person for afholdte lønudgifter i 2014, som er det sidste indkomstår, hvor ordningen gælder. Arbejdet skal være udført i 2014 og betalt senest den 28. februar 2015.

Forskudsopgørelse for 2015
Skat har udsendt forskudsopgørelser for 2015 og de kan ses i ens skattemappe. Man kan lave rettelser via skattemappen. Det er særligt relevant, hvis man har fået nyt job med højere eller lavere løn, har købt eller solgt fast ejendom eller har omlagt lån og dermed ændret rentefradrag. Også ændrede pensionsindbetalinger, ægteskab/skilsmisse, ændrede rejsefradrag og bidrag til velgørenhed kan give anledning til rettelser.

Salg af tabsgivende aktier
Man kan skattemæssigt modregne tab på salg af aktier i eventuelle gevinster og udbytter, man har opnået i 2014. Sælg dine tabsgivende aktier inden nytår. De solgte aktier kan købes igen efter en periode.