Tilbudsfest: Så mange boliger falder i pris i din by

Mere end en tredjedel af hussælgerne sætter prisen ned i forhold til den oprindelige udbudspris

Foto: Sophia Juliane Lydolph. Lolland. Arkivfoto
Læs mere
Fold sammen

Der er optimisme på boligmarkedet for tiden, men nogle gange kan sælger og ejendomsmægler også blive en smule for optimistiske, når de fastsætter priser.

Ifølge nye tal fra boligsiden Boliga er 35 procent af de udbudte villaer og rækkehuse i Danmark sat ned i pris, mens prisfald gør sig gældende for 23 procent af de udbudte ejerlejligheder.

Der er i øjeblikket 39.997 villaer og rækkehuse udbudt til salg på landsplan, og af dem er 13.957 faldet i pris. For ejerlejligheder er det 1.686 ud af 7.244 sælgere, der har måtte sande, at udbudsprisen nok var sat en anelse for højt.

Syddanmark i bund - Hovedstaden i top

Prisfald er til gengæld sød musik for boligsøgende, og hvis du er på udkig efter et godt tilbud på boligmarkedet, så bør du måske overveje at kigge mod syd.

De fleste prisfald ses i Region Syddanmark, og det gælder både for huse og ejerlejligheder, mens sælgere i Region Hovedstaden reducerer prisen på færrest boliger. Det er dog værd at bemærke, at der blot er fem procentpoint til forskel for de to regioner.

Værst for sælgerne af huse ser det ud i Agedrup uden for Odense på Fyn og Holeby på Lolland, hvor henholdsvis 69 og 67 procent af de udbudte villaer og rækkehuse er blevet sat ned i pris. Sandsynligvis, fordi de potentielle købere ikke finder priserne lige så attraktive, som de håbefulde mæglere og sælgere.

Har man derimod et hus i Billund, Bjæverskov eller på Østerbro i København, er der grund til at være fortrøstningsfuld. Her er det således blot ti procent af husene, der er sat ned i pris - og det er lavest i hele landet.

Solrød Strand hitter

Enten er ejerlejligheder meget populære i Solrød Stand, eller også er ejendomsmæglerne fantastisk dygtige til at fastsætte priser.

I hvert fald er blot én af de udbudte ejerlejligheder sat ned i pris, hvilket svarer til blot to procent. I samme ende af skalaen finder man Nørresundby i Nordjylland og Vedbæk i Nordsjælland, hvor henholdsvis fire og syv procent må sætte prisen ned.

Det står i skarp kontrast til situationen i Odder syd for Aarhus, hvor ejerlejlighederne i næsten halvdelen af tilfældene må æde et prisfald.

Randers NV og Nykøbing Falster deler den tvivlsomme ære at have den næsthøjeste andel af prisfald med 39 procent.

Du kan se alle prisfald for villaer og rækkehuse her

samt ejerlejligheder her