Ti dommere skal afgøre milliardopgør

Om to uger falder den endelige afgørelse i striden om, hvorvidt tusinder af pensionskunder har ret til en garanteret årlig forrentning af deres pension. Slutspillet i Højesteret trak fronterne skarpt op.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. ARKIVFOTO: Højesteret.
Læs mere
Fold sammen

Hele pensionsbranchen holder vejret i endnu to uger, indtil Højesterets ikke færre end ti dommere kommer med den endelige afgørelse i den årelange strid om garanti for pensionskunders afkast.

Højesteret har over de seneste to dage været rammen om parternes skarpslebne argumenter for og imod, om tusinder af pensionskunder har ret til at få en årlig mindsterente på deres pensions­opsparing – i modsætning til retten til en bestemt ydelse, når pensionen skal udbetales.

For sagsøgeren Helge Gøttsche står kun småpenge på spil. Sagsøgte SEB Pension kan sammen med resten af branchen forudse regninger på et stort milliardbeløb til at efterbetale og styrke pensionsordninger samt tilrette IT-systemer og hensætte penge til fremadrettet at kunne opfylde garan­tierne, hvis Højesteret 21. januar klokken 12 giver Helge Gøttsche medhold.

Sagens kerne er, om pensionsbranchen solgte sine produkter netop ved at slå på en garanti for, at der hvert år mindst kom 4,5 procent mere på kontoen foruden en bonus i tilfælde af højere afkast på de bagvedliggende investeringer.

Rentegaranti betød ydelsesgaranti

SEB og pensionsbranchen forklarer, at ordet »rentegaranti« ganske vist er sagt og skrevet i mange sammenhænge – men at man reelt mente ydelsesgaranti, altså en garanti for en bestemt pensionsbetaling i den sidste ende.

»En ydelsesgaranti sikrer kun en gennemsnitlig rentetilskrivning,« påpegede Helge Gøttsches advokat Karsten Høj i retten, og det kan gøre en stor forskel frem for at få mindst en garanteret rente på i dette tilfælde 4,5 procent hvert år. Det vil for eksempel gøre en forskel ved ophævelse af pensionsopsparingen.

I sagen har seks forhenværende assurandører vidnet om, at de netop brugte den garanterede årlige rente som salgs­våben i kampen om kundernes opsparing. Modstanderen var bankerne, der ikke kan udstede rentegarantier.

Men også på direktionsniveau blev der talt om garantier, og eksempelvis den daværende underdirektør i Danske Banks pen­sionsselskab Danica, Henrik Ramlau-Hansen, skrev i 1992 følgende i en kronik i Berlingske:

»Dette beregningsprincip er en vigtig forudsætning for den minimumsforrentning på 4,5 pct. årligt, som garanteres i livsforsikringsselskaberne.«

Modsat har SEB blandt andet ført to assurandører som vidner, der ikke kunne genkende, at en rentegaranti blev brugt som salgsargument. Og SEBs to advokater gik generelt til voldsomt modangreb i Højesteret.

»Sagen føres som en jagt på formuleringen rentegaranti, som en indianer jagter skalpe,« sagde advokat Georg Lett under sin procedure.

Men han angreb også sagen konkret og fundamentalt ved at påpege det manglende beløb i søgsmålet fra Helge Gøttsche.

Det er da også et ubetydeligt beløb, og det er princippet, der er baggrunden for sags­anlægget. Han er sikker på, at han tilbage i 1982 blev garanteret en årlig mindsterente på sin pensionsordning. På grund af sygdom har den sælgende assurandør fra dengang ikke vidnet i retten. Han har dog skrevet en erklæring, som efter protester fra SEB ikke kunne bruges i retten. Men i den skriver assurandøren blandt andet:

Større tryghed end i bankerne

»Jeg forklarede, at hvis man ville have tryghed, var forsikringsordningerne bedst. På forsikringsordningerne vil den årlige garanterede rentetilskrivning være mindst 4,5 procent. På daværende tidspunkt var det ikke nogen særligt attraktiv rente, men den var til gengæld garanteret og gjaldt hvert år i hele forsikringens løbetid. Hvis der var overskud, ville kunden desuden få bonus. I pengeinstitutterne kunne man ganske vist få en meget højere rente, men den var til gengæld ikke garanteret.«

Men da den ikke er fremlagt i retten, »må det komme appelanten til skade«, som SEBs anden advokat Pernille Sølling udtrykte det.

Hun angreb i øvrigt også de andre vidneudsagn fra de forhenværende aktuarer.

»Det er videnskabeligt bevist, at man efter så mange år ikke kan skelne egne oplevelser fra det, man er blevet fortalt,« sagde hun.

Pensionsekspert og aktuar Jørgen Svendsen har en lang karriere på lederniveau i pensionssektoren, og han er ikke i tvivl om, at pensioner i årevis blev solgt med en rentegaranti som slagvåben – lige til det begyndte at knibe med et honorere renteniveauet i garantierne.

»Branchen fik store lommesmerter, da renten gik i dørken. Før da regnede man mere på klos, fordi man ikke behøvede at beskæftige sig med det i detaljer, mens renten var 20 procent, og man gav en garanti på 4,5 procent. Man talte kun om rentegaranti i salgsøjemed, for banken kunne jo ikke sige det, og aktuarerne havde ingen problemer med det. Senere måtte hele branchen – inklusive jeg selv – øve sig i at undgå at sige rentegaranti,« siger Jørgen Svendsen.