Svensk tandregulering

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

(STOCKHOLM) Det svenske paradoks. Sådan kan man godt tillade sig at beskrive Saabs store model 9-5, for i en verden, hvor bilfabrikkerne sprøjter modeller ud i en tyk strøm, øger Saab stille og roligt salget af, hvad der i bilsammenhæng nærmest må betegne som en oldtimer, modellen 9-5.

Oprindeligt blev bilen lanceret i slutningen af 1997, og om kort tid står en markant ny udgave af bilen hos de danske forhandlere. Siden præsentationen er der solgt omkring 400.000 stk. af 9-5

Vi kørte en tur i den store svensker syd for Stockholm forleden, og selv blandt tusindvis af andre Saab 9-5''ere i bilens hjemland er det tydeligt, at den nye front vækker opsigt.

Nu ligger lygterne dybt og omkranset af masser af krom. Set på afstand ser det mest ud, som om at bilen har fået en omgang tandregulering i form af en fast bøjle i både over- og undermund. Om jeg kan lide det nye look? Ikke specielt, men den skal nok sælge, for udstyret er løftet, og dermed er bilen ikke blevet dyrere end den nuværende model.

Farvel til digital indstillingHvis man benytter udtrykket facelift om det, der er sket med Saabs største, er man nødt til at betegne det som et større face-lift, og afhængig af øjnene, der ser, kan man godt tillade sig at kalde bilen for ny, selv om den egentlig ikke er det.

Men trods alt har bilen gennemgået omkring 1.400 ændringer, hvoraf dem i interiøret er de mindste.

Instrumentpanelet i 9-5 har aldrig været et studie i prima kvalitet, men det fremstår trods alt pænt i den nye 9-5.

Saab har sagt farvel til den digitale indstilling af temperaturen i klimaanlæget og sjovt nok også til speedometeret, der har stor præcis visning op til 140 km/t, hvorefter inddelingen bliver mindre. Men ellers er alt ved det gamle i det indre af 9-5.

Heldigvis, vil mange mene, for Saab har trofaste fans, der bare elsker deres lidt specielle biler.

Ændringerne i undervognen har et sigte: At få en lidt mere sportslig fornemmelse bag rattet, uden at den fine rejsekomfort forsvinder.

Til at løse den opgave har Saabs ingeniører valgt at øge sporvidden en anelse (seks mm) på bagakslen og så ellers brugt krængningsstabilisator på alle modeller i kombination med stivere fjedre og bøsninger.

Små finpudsninger har været nok, for den oprindelige konstruktion tilbage fra 1997 er ganske tidssvarende med moderne hjælperammer både for og bag og multiledophæng på bag-akslen.

Resultatet udebliver ikke. Bilen krænger mindre og styrer hurtigere, samtidig med at komforten er i behold.

Dermed synes 9-5''s legendariske evner som rejsebil at være i behold, men det havde også været noget af en overraskelse, hvis Saab havde spændt bilen for hårdt op.

På det danske marked vil bilen blive markedsført i en speciel Drivers Edition-udgave. Den får en lang udstyrsliste, der tæller både lædersæder med el-drift og hukommelse i chauffør-sædet, samt varme i både for- og bagsæde, klimaautomatik og fart-pilot mm.

Motorudvalget omfatter tre motorer i Danmark. Mindste benzin med turbo har 150 hestekræfter og er på 2,0 liter. Samme maskine kan leveres med 210 hestekræfter i en Hirsch-tunet version.

Næsten samme ydelse, nemlig 220 heste, kan også fås ved at vælge 2,3 liter-maskinen, der dog er 91.000 kr. dyrere. Toppen er stadig Aero-modellen, der henter 260 hestekræfter ud af samme maskine. Diesel-kunder tilbydes en 1,9 liter-maskine med 150 hestekræfter og partikelfilter.