Sort rengøring for milliarder

Omfanget af sort rengøringshjælp er fordoblet på få år, og krisen vil få det til at stige, mener Skat.

Gulvene bliver vasket, og vindueskarmene tørres af, men Skat bliver sjældent orienteret om indtægten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Thomas Nielsen

På få år er omfanget af sort rengøring fordoblet. Det viser en analyse, som Rockwool Fondens Forskningsenhed har foretaget. I 2001 udgjorde de timer, hvor der blev udført sort rengøring, kun to procent af den samlede mængde sort arbejde. I 2004/2005 var tallet mere end fordoblet til knap fem procent, skriver MetroXpress.

Ifølge Claus Larsen, forsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed, udgør værdien af sort rengøring i underkanten af 2,4 milliarder kroner, hvis det blev udført hvidt. Men da sort arbejde er billigere end hvidt, har danskerne reelt hevet lidt under en milliard kroner op af lommerne til sort rengøring, lyder et skøn, han har lavet for MetroXpress.

Hos Skat kender man alt til tendensen. Her regner man med, at krisen med stigende arbejdsløshed og flere arbejdsgiveres krav om lønnedgang vil få endnu flere til at tilbyde billig rengøringshjælp for at få det til at løbe rundt derhjemme.

»Man kan frygte, at det vil få flere til at søge alternative indtægtskilder,« siger Tage Christensen, kontorchef i Skat til MetroXpress.

Det er særligt kvinderne, der finder et økonomisk smuthul ved at forlænge arbejdsdagen. Ifølge opgørelsen fra Rockwool Fonden er sort arbejde blandt kvinder steget siden 2001.

»Det er langt overvejende kvinder, der beskæftiger sig med rengøring - også når det gælder sort rengøring,« siger Claus Larsen til MetroXpress.

Og der er travlt i danske børnefamilier for tiden, hvis begge forældre arbejder. Derfor ser mange familier en mulighed i at betale nogle hundrede kroner om ugen for at slippe for rengøringen, lyder det fra Helle Rosdahl Lund, direktør for Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv:

»Rengøringshjælp er på ingen måde forbeholdt overklassen længere. Vi har en meget stor middelklasse i Danmark, der ser det som en mulighed for at få mere tid.«

Og selv om man ved, det er ulovligt, at betale lønnen uden om Skat, så er det meget svært at blive afsløret, erkender Tage Christensen, kontorchef i Skat.

»Vi finder aldrig dem, der kun gør rent sort en gang imellem. Og det er meget svært at løfte bevisbyrden mod den, der har modtaget sort arbejde, men bliver det sat i system, er det svært at skjule for Skat,« siger han.

Han bemærker dog, at Skat de seneste år har modtaget flere anmeldelser af sort rengøring på grund af Skats kampagner mod sort arbejde:

»Flere benytter sort rengøring. På den anden side er der flere, der finder det uacceptabelt og anmelder naboen. De anmeldelser følger vi op på, ligesom vi fanger nogle via samkøring af registre og lokalkendskab.«

Læs også: Her falder skattefars hammer i år