Sommerhuse i Sverige er dyrere end på Sjælland

Ødegård. Stærk svensk krone har trukket prisen på svenske fritidshuse op. Spørgsmålet er, om der er tale om en boligboble.

17 studerende har sammen købt denne ødegård i Høgsby kommune i Sverige. Formanden for foreningen er Rune Frey Mortensen, og på billedet ses en af andelshaverne, Andreas Markussen med datteren Nana. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En del af drømmen om et rødt træhus i den svenske natur drejer sig også om lavere priser, end man skal betale for et gennemsnitligt dansk sommerhus på Sjælland. Det har nemlig været situationen indtil for nylig. Nu har en stærk svensk økonomi vendt billedet, så et svensk fritidshus er dyrere end et sommerhus på Sjælland. »For et par år siden var billedet omvendt. Da var det billigere i Sverige, og det hænger sammen med den generelle boligprisudvikling i de to lande og styrkelsen af den svenske krone, som bundede i foråret 2009,« siger privatøkonom i Danske Bank Las Olsen. Mens de svenske ferieboliger i det senest opgjorte år fra februar til februar samlet er steget med seks procent i gennemsnit, er sommerhuse på Sjælland faldet med 1,16 procent fra 1. kvartal til 4. kvartal 2010, som er de mest sammenlignelige og seneste data fra Realkreditforeningen.

Den gennemsnitlige købspris på Sjælland er nu 14.096 kroner per kvadratmeter, mens den gennemsnitlige købspris i hele Sverige er 17.905 danske kroner. Hele Sverige omfatter både skihytter i det kolde nord, kystnære sommerhuse i både øst og vest, samt de traditionelle »torper« og ødegårde i hele landet. Men hvis der kun kigges på de otte sydligste län, Østre- og Vestre Götland, Skåne, Kronoberg, Blekinge, Jönköping, Kalmar og Halland, er gennemsnitsprisen 15.082 danske kroner efter en stigning i det seneste år på hele syv procent.

Fritidshuse stiger mest

Men de svenske boliger er generelt steget kraftigt i de senere år, og det har rejst så stor bekymring for, om der er tale om en boligboble, at den svenske nationalbank, Riksbanken, har undersøgt sagen – uden dog at konkludere, at der er tale om kunstigt høje priser. »Svenske sommerhuse er steget mere end de svenske helårsboliger – som i forvejen er steget meget. Og det er bekymrende, at Sverige dels aldrig fik et fald i boligpriserne hen over finanskrisen, dels kom meget hurtigt ud af krisen igen,« siger Danske Banks privatøkonom Las Olsen. Hvis der er tale om en boligboble med kunstigt høje priser, kan det vise sig at være et større problem i Sverige end i Danmark. »Det er især bekymrende, fordi det i Sverige er meget mere udbredt med variablet forrentede lån. Man bruger banklån, og 30-årige lån eksisterer stort set ikke. Derfor er de svenske boligpriser noget mere under pres end de danske, og vi kan godt komme til at se faldende boligpriser, selv om der ikke er udsigt til et blodbad,« siger Las Olsen.

Svært at få øje på

Cheføkonom i den svensk baserede Handelsbanken Jes Asmussen ser ikke store tegn på en boligboble. Men han tror heller ikke på yderligere prisstigninger på det svenske boligmarked. »Fundamentalt står svensk økonomi stærkt med en høj opsparing i husholdningerne. Men der er også en høj gældsætning. Renteforhøjelser bør stabilisere huspriserne på det nuværende niveau, så stigningerne kommer nok ikke til at fortsætte,« siger han. Jes Asmussen erkender dog, at en boligboble er noget af det sværeste at få øje på – før den sprænger – og hvis man betragter en svensk ødegård som en investering, så er det forbundet med en vis risiko, ligesom al anden investering, påpeger han. Las Olsen fraråder da også danskere at købe svenske fritidshuse for at tjene penge på dem. »Hvis man finder et hus deroppe, som man gerne vil have i en årrække, så er der ikke noget at være bekymret over. Men man skal ikke regne med at tjene penge på boliger i de kommende år, og endnu mindre i Sverige. Og hvis man køber et hus for at sælge det efter et år, så taber man under alle omstændigheder penge,« siger Las Olsen.