Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Miljøminister Karen Ellemann (V) går nu ind i sagen om sommerhusejeres kamp for at få helårsstatus i Nødebo. Det oplyser miljøordfører Eyvind Vesselbo (V), der har kontaktet ministeren, efter han selv har besøgt området, skriver Frederiksborg Amts Avis.
"Det er så tæt på byen, at det er en del af byen, for mig at se skal det være helårs, så det vil jeg arbejde hårdt på. Jeg har taget sagen op med miljøministeren, og efter min henvendelse har Miljøministeriet sat arbejde i gang med at få blotlagt områder i Nordsjælland, der kunne have lignende forhold, for at se hvad konsekvensen er, hvis vi gør det her," siger Eyvind Vesselbo.
Han oplyser, at der er to-tre andre sommerhusområder i Nordsjælland, der skal undersøges, blandt andet et i Helsingør.
I 2005 blev tre af vejene i Nødebo omdannet til byzone. Imidlertid er et område med omkring 74 husstande stadig sommerhusområde. Området grænser op til byzone og er ellers afgrænset af sø og skov og kan derfor ikke udbygges mere.
"Det er fuldstændigt ude af proportioner, at det ikke kan lade sig gøre. Hvis man blokerer for det her, er det kun administrativ og bureaukratisk uvilje," siger Eyvind Vesselbo.
Står det til miljøordføreren, sker der noget snart.
"Det skulle gerne kunne laves inden for planloven. Jeg ved ikke, om det kan nås i foråret, men forsigtigt vil jeg sige i løbet af efteråret," siger han.
Det glæder lokalrådet i Nødebo.
"Det lyder næsten for godt til at være sandt. Nu har vi kæmpet i så mange år. 80 procent bor fast herude hele året. Folk har regnet med, at det blev helårs. Vejene er asfalteret, der er vejbelysning, der er kloakeret. Det har fungeret som helårs," siger lokalrådsmedlem Johannes Krog.
Avisen har ikke kunnet få en kommentar fra miljøministeren.