Sommerhus ved vandet til under 1,5 mill. kroner - kig her

En prislap på højest 1,5 millioner kroner og kort afstand til vandet er de to faktorer, danskerne køber sommerhus efter. Prisfald har sendt flere inden for rækkevidde.

Foto: Foto: Colourbox

Lige nu er der mere end 2200 sommerhuse til salg over hele landet, der ligger under 500 meter fra vandet og maksimalt koster 1,5 mio. kroner - netop de to faktorer, der står højest på de potentielle køberes ønskeseddel.

En undersøgelse fra Nybolig viser, at hvert femte sommerhus til salg i Danmark lige nu opfylder begge kriterier. Af de godt 10.000 sommerhuse til salg i Danmark netop nu, koster 5.834 1,5 mio. kroner eller derunder og 2.242 af dem ligger under fem hundrede meter fra vandet, oplyser mæglerkæden i en pressemeddelelse.

"Markedet for sommerhuse har været meget stille siden sidste sommer, bl.a. fordi afstanden mellem køber og sælger har været for stor. Men sammenligner vi købernes prioriteter med dagens sommerhusmarked, så er der over det meste af landet nu sommerhuse til salg, der matcher købernes jagt på drømmesommerhuset," siger pressekoordinator Jesper Elle fra Nybolig.

Landets billigste kvadratmeterpriser for sommerhuse findes i Morsø kommune, hvor et sommerhus tæt ved vandet gennemsnitligt kan erhverves for 11.349 kroner per kvadratmeter. I toppen af de dyreste ligger Helsingør kommune, som bl.a. rummer Hornbæk ved Nordkysten. Her må køberne slippe 48.226 kroner per kvadratmeter sommerhus med den rigtige beliggenhed.

Udvalget er stort også i de mest populære sommerhusområder. Således kan man vælge mellem 125 sommerhuse, der opfylder kriterierne, på solskins øen Bornholm, i Odsherred med den populære Sejerø bugt er der 142 sommerhuse til salg under 1,5 mio. kroner og langs den jyske vestkyst i Ringkøbing-Skjern og ved Jammerbugten er der 130 sommerhuse. Alle ligger de under 500 meter fra vandet og koster maksimalt 1,5 mio. kroner.

Se sommerhusene her