Slut med at betale skat i dag

Den såkaldte "skattefrihedsdag" falder tidligt i år.

Udregnet på årsbasis har skatteminister Kristian Jensen fået hele din indtægt indtil i går - resten af året går pengene i din egen lomme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Morten Stricker

Hvis danskerne siden 1. januar havde betalt alt, hvad de tjente, til skattevæsnet, kunne de fra i dag og året ud putte hele lønchecken i lommen uden skattetræk. Dermed falder årets "skattefrihedsdag" tidligere i år, end under nogen Schlüter-, Nyrup- eller Fogh-regering. Det skriver den borgerlige netavis 180 grader.

Dansk Industri, DI, har på baggrund af tal fra Skatteministeriet gennemført den teoretiske beregning af, hvor stor en del af årets arbejdsindsats, der går til skattebetaling. På årets 201. dag - i går - var skatteregningen betalt, og resten af årets indsats og indtægt er i det teoretiske univers fra i dag skattefri.

Man skal tilbage til 1982 og Anker Jørgensens sidste år som socialdemokratisk statsminister for at finde noget tilsvarende. Dengang faldt skattefrihedsdagen 13. juli. Siden er dagen typisk faldet i august, skriver 180 grader. Under Anders Fogh Rasmussen toppede antallet af skattedage i 2005, hvor skattefrihedsdagen først faldt 10. august.

Den tidlige skattefrihedsdag i år skyldes blandt andet den økonomiske krise, der gør et stort indhug i de forventede skatteindtægter.  /ritzau/