Slipper man for at betale renter af tre år gammel gæld?

Fristen for forældelse er ikke den samme på renterne og selve gælden.

Foto: Brian Bergmann. Gælden forældes ikke på samme tid som renterne.
Læs mere
Fold sammen

? Jeg gik i begyndelsen af 2004 ned med mit firma.

Jeg får hvert år et brev, hvori der står, at jeg skylder ca. 525.000 kroner. Jeg har ikke afdraget på gælden siden 2004.

I fjernsynet er der en serie, hvor kompetente personer rådgiver familier eller personer, der er kommet ud at køre økonomisk. Sidste gang hørte jeg, at hvis man ikke havde afdraget på sin gæld i minimum tre år, kunne der ikke komme flere renter på det skyldige beløb – det vil sige højst renter for tre år.

Er det korrekt?

Gælder det alle former for gæld? Gælder det så også min gæld til banken?

Med venlig hilsen N.

! Forældelsesloven regulerer som udgangspunkt alle forældelsesfristerne. Generelt gælder en forældelsesfrist på tre år, og denne generelle forældelsesfrist gælder også for renter.

Ved siden af den generelle regel findes der særregler. En af særreglerne er, at fordringer, der støttes på et gældsbrev, er undergivet en forældelsesfrist på 10 år.

Dit banklån hviler på et gældsbrev. Reglerne er derfor således, at bankens krav på de 525.000 kr. forældes på ti år – mens renterne, der tilskrives de 525.000 kroner, forældes på tre år.

Hvis banken kræver de 525.000 kr. betalt, kan den derfor kun kræve renter for de seneste tre år. Renterne forældes løbende, men nye kommer til.

Forældes de 525.000 kr., så forældes renterne på samme tidspunkt. Dette gælder, selv om der ikke er gået tre år, siden de blev tilskrevet.

Det, du hørte i TV-udsendelsen, var altså, at der højest kan komme tre års renter oven på gælden.

Med venlig hilsen Erik Øvlisen, advokat (H), www.ForumAdvokater.dk