Skrammel afhentes – fine antikviteter sælges

Det er en gåde, at alt det gamle skrammel fra ens barn- og ungdom pludselig er det rene guld.

Selv om priserne i dén grad er vejlendende, kan loppefund også gøres for dyrt. Arkivfoto: Linda Kastrup
Læs mere
Fold sammen

Der holdes i øjeblikket skarpt øje med forskellige økonomiske bobler. Aktier, ejerlejligheder og kryptovalutaer stiger så meget i værdi, at man kan mistænke det for at være bobler – altså køb kun på grund af forventningen om, at tingene vil være endnu mere værd i morgen og derfor kan sælges videre med gevinst. Altså indtil boblen brister.

Det kan være fint nok, når alle er enige om at spekulere i eksempelvis stigende aktiekurser. Det er måske knap så fint, når man blander spekulation sammen med det basale behov for at få tag over hovedet i nogenlunde nærhed af job og måske familie.

Jeg har nu identificeret endnu en boble: Hvordan kan alt muligt udtjent skidt og skrammel pludselig være mange penge værd, bare fordi det er lige så gammelt som mig selv?

Brugsværdien (af tingene) er i hvert fald gået fløjten forlængst på grund af både slid og den teknologiske udvikling, der logisk set må sende gamle radioer og cykler i retning af genbrugspladsen. Men nej. Sendefladen på flere kanaler er plastret til med mere eller mindre professionelle handlende, som jævnligt mangedobler prisen på de gamle sager.

I sidste weekend skulle markedet så afsøges på et af de svenske »loppisar«, hvor de danske antikvitetshandlere efter sigende gør deres fund.

I et industrikvarter i Malmø var en hal fuld af gamle ting, og foran den gav et par varevogne et fingerpeg om, hvor de stammer fra. »Vi köber dödsbo«, stod der på siden af dem. Inde i hallen var der da også en umiskendelig duft af hengemte ting fra de massive stabler af møbler, køkkentøj, nips, gammel elektronik, golfkøller og tøj. Selv gamle badestole.

Nu er jeg langtfra kyndig i antikviteter, så jeg styrede efter de ting, jeg havde en lille chance for at vurdere ud fra mine jævnlige kig på dba.dk. Eksempelvis stod der spredt ud over sortimentet en håndfuld cykler, som jeg tog et kig på. Men de efterlod bestemt ingen margin til profit. En omkring ti år gammel racercykel stod til 4.500 kroner, og udslidte svenske damecykler kostede 1.500 kroner stykket. En ungdommelig cruiser-cykel kostede stort set det samme som i byggemarkedet i den anden ende af byen. Nu vil jeg tro, at de forbløffende runde tal, der stod på prissedlerne, var et oplæg til forhandling med den skånske gavtyv, der stod for salget og bedyrede, at han tog imod alle slags kontanter – også rubler – men ingen kort.

Men et udgangspunkt på mere end det dobbelte af den efter min mening rigtige pris afholdt mig dog fra at gå i realitetsforhandlinger. Jeg må konstatere, at de samme overvejelser ikke ramte de mange andre kunder, som på svensk, dansk og forskellige østeuropæiske dialekter ivrigt diskuterede, forhandlede og købte fra bunkerne.

Jeg er da heller ikke blind for, at gamle ting kan indeholde en kvalitet, som man ikke finder i dag. Og en gammel B&O-­radio fristede også. Den trængte dog til lidt mere end en fugtig klud. Det vil jeg tro, at den snart får og derefter kommer til salg til mindst det dobbelte af de 1.000 svenske kroner, den stod til.

Povl Dengsøe er privatøkonomisk journalist på Berlingske Business