Skjulte omkostninger, gode renter hos Skat og små pensioner til unge kvinder

Ugen har budt på nyheder, der har betydning for flere sider af din privat­økonomi. Her er ugens privatøkonomiske overblik.

Arkivfoto: Iris Fold sammen
Læs mere

Investeringsforeninger kan være dyrere, end du umiddelbart kan se. Især unge kvinders pensionsopsparinger halter bagefter. Og Skat giver overraskende en bedre rente end de fleste banker.

Berlingske indledte selv ugen med historien om, at danske investorer betaler en tredjedel mere, end de kan se, for at få forvaltet deres opsparinger i de danske investeringsfore­ninger.

De usynlige omkostninger udgør dermed over fire milliarder kroner om året – som altså kommer ud over den pris, som foreningerne i årevis har været forpligtede til at oplyse i den såkaldte ÅOP, de årlige omkostninger i procent.

ÅOP udgør kun to tredjedele af de reelle omkostninger, konkluderer en ny analyse fra formueforvalteren Miranova, som bakkes op af den internationale analysevirksomhed Morning­star.

Analysen vedrører de mere end 700 milliarder kr., som danskerne har betroet investeringsforeninger, som dermed er den foretrukne vej til at få penge til at yngle i Danmark.

Ifølge de officielle ÅOP-tal er omkostningerne i gennemsnit på 1,38 procent. Men analysen fra Miranova viser usynlige omkostninger på yderligere 0,63 procentpoint, og dermed betaler kunderne formentlig mindst 4,3 milliarder kroner mere, end investorerne kan se, for at forvalte pengene. Det er uigennemskueligt og uretfærdigt, lyder det fra Rune Wagenitz Sørensen, partner i Miranova.

»Kunderne tager hele risikoen, mens halvdelen af afkastet går til forvalterne. Hvis de fire milliarder kroner blev trukket på folks konto, hvor de kan se det, i stedet for at det går fra afkastet, ville det skabe et ramaskrig i morgen. Med analysen håber vi på at skabe indsigt og forståelse, så danskerne investerer billigere og bedre,« siger han.

Rune Wagenitz Sørensen har beregnet tallene ud fra databasen FundConnect, som investeringsforeningerne selv benytter.

Ifølge direktør Anders Klinkby i fondenes brancheforening IFB er alle investeringsfonde er underlagt de samme europæiske regler om opgørelse af omkostninger, og de danske investeringsfonde lever op til alle regler på området.

»Skat Bank« giver en af landets højeste renter

Skat giver 0,5 pct. i rente til borgere, som skal have penge tilbage, og tilbyder dermed en af de højeste indlånsrenter. Arkivfoto: E. Refner Fold sammen
Læs mere

Hvis du jagter den højest mulige rente på dine penge, så viser der sig en overraskelse blandt konkurrenterne: Skat.

Skal man have penge tilbage i skat, er renten nemlig absolut konkurrencedygtig og med sine 0,5 pct. højere, end langt de fleste banker vil give dig for indlån. »Skat Bank« bliver kun overgået kun af Banknorwegian, Ikano og Santander Bank, der giver mellem 0,6 og 0,85 pct. uden binding, skriver Ritzau.

Hvis man vil være sikker på at få penge tilbage i skat, kan man på forskudsopgørelsen gøre sin indkomst større, end den er, eller fjerne fradrag fra sin forskudsopgørelse.

Ekspert råder til at udsætte andelskøb

Lige nu er der kun én ting, der er sikker angående fremtidens boligbeskatning: Den bliver anderledes end i dag, fordi skattestoppet udløber, og nye vurderinger af ejendomme skal træde i kraft.

Det får en ekspert til at mane til forsigtighed ved køb af især de dyreste andelsboliger.

I hovedstadsområdet er mere end hver tredje bolig en andels­bolig. Ifølge regeringens forslag skal andels­boliger vurderes og beskattes, som om de var erhvervsejendomme. Og de skal kunne vurderes på to ikke nærmere beskrevne måder efter 2020.

Men det giver ikke mening, siger analytiker Tejs Carstensen til Ritzau:

»Andelsmarkedet minder mere om ejermarkedet,« siger han.

Han påpeger, at andelslejlighedernes pris afhænger af værdien af hele ejendommen, som kan stige eller falde med de nye vurderinger. Han råder derfor til at vente med at købe, til den fremtidige vurdering er mere klar.

Folketinget skal forhandle regeringens udspil efter efterårs­ferien.

Unge dame, det halter med din pension

Pension har aldrig været en topscorer som emne på de sociale medier. Men især unge kvinder burde ofre emnet lidt mere opmærksomhed. Ellers risikerer de at ende som fattige, ældre kvinder.

Unge kvinders pensionsopsparing halter langt efter de jævnaldrende mænds - og den halter faktisk også efter ældre kvinders opsparinger, viser en analyse fra brancheforeningen Forsikring & Pension. De 40-åriges pensionsopsparing udgør nemlig kun 77 pct. af de 40-årige mænds pensionsopsparinger. For de 60-årige kvinder er opsparingerne knap 83 pct. så store som mændenes, og forklaringen er, at kvinder var relativt bedre stillet tidligere, da mændene ikke sparede så meget op.

Nu er mænds arbejdsmarkedspensioner er ved at være fuldt udbyggede, og så overhaler de kvinderne, fordi forskellen i indkomsterne slår fuldt igennem, påpeger underdirektør Anne Seiersen fra F&P.

Privatøkonom Ann Lehmann Erichsen fra ­Nordea råder kvinder til at dele barslen med børnenes far og droppe deltidsarbejde.

UGENS TAL

Gyldne dråber bliver dyrere. 1,10kroner er en liter 95 oktan-benzin steget siden februar. Olieprisen og dermed benzinprisen er på vej op efter en lang periode i bund, og stigningerne giver en gennemsnitlig familie med bil en ekstra udgift på knap 1.500 kr. årligt, har interesseorganisationen Dansk Erhverv beregnet.