Skattefidus nærmer sig bondefangeri

Ublu priser på for eksempel PCer og smartphones gør køb via bruttolønsordninger til en klam fidus.

Foto: Ethan Miller
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fleksible lønpakker, også kaldet bruttolønsordninger, hvor de andre skatteydere betaler halvdelen af din iPad eller din mobiltelefon, har bredt sig som en steppebrand de seneste år. Det gælder ikke mindst i landets kommuner, hvor adgangen blev udvidet sidste sommer.

Fidusen går ud på at lade 'skatten' betale for en del af udgiften - hele 56 procent, hvis du betaler topskat. Men de lovede besparelser har intet på sig i virkelighedens verden, skriver Søndagsavisen.

»Der er simpelthen så mange, der skal have en bid af kagen, at det i flere tilfælde nærmer sig noget, der ligner bondefangeri,« siger Kim Valentin, direktør og partner i Finanshuset i Fredensborg.

En omfattende undersøgelse, som Søndagsavisen foretog sidste år, viser, at det i flere tilfælde er billigere at købe sine multimedier i Elgiganten eller en tilsvarende butik. I det værste tilfælde måtte medarbejderne af med over 6.800 kroner for en mini-pc, som man kan købe i en almindelig butik for 2.700 kroner. Godt nok kan betaler skattefradraget knap halvdelen af prisen, men så kommer multimedieskatten oveni.

De ublu priser får da nu også de første medarbejdergrupper til at falde fra igen. Det gælder f.eks. de ansatte i Faaborg-Midtfyn Kommune.

»Vi kunne se, at der ikke var de store fordele, især ikke når det gælder PC-ordningerne. Vi kunne også se, at der var langt færre end forventet, der benyttede sig af ordningen. Så derfor besluttede vi at lukke ned igen,« siger Flemming Fredberg Jensen, fællestillidsmand for HK'erne og næsteformand i kommunens samarbejdsudvalg.

Der er flere grunde til, at fordelen ofte fortoner sig i det fjerne. I branchen hæfter man sig især ved, at der altid følger en obligatorisk produktforsikring med de købte varer. En forsikring, som mange ellers vælger fra, fordi de føler sig tilstrækkeligt dækket ind af købelovens to-årige reklamationsret.

Men der også en række andre fordyrende led, der gør, at det af og til er svært at se fidusen. Der er dels avancen til formidlerne, der i flere tilfælde også er afhængige af diverse mellemhandlere, som også skal have deres del af kagen. Dertil kommer udgifter til hele set-up'et, til brochurer med virksomhedernes eget brand, forsikringsudgifter til de virksomheder, der tilbyder 'skattefidusen' til deres ansatte, og ikke mindst omkostninger til administration af ordningen, herunder hot-line service, afhentning og levering, forsikringshåndtering, når tingene går i stykker og så videre. Alt sammen omkostninger, der bliver smidt oven i prisen.

Kim Valentin fra Finanshuset mener, at der er alt for lidt fokus på, hvor pengene forsvinder hen.

»Det bør helt klart synliggøres, hvor stor del af kagen især formidlerne som Willis, Flexbenefit og Atea stikker i lommen. Det er svært at forstå, at de i nogle tilfælde kan anbefale noget, der giver underskud. Men problemet er jo, at de som rådgiver også er dem, der tjener penge. Så kan man jo ikke være sikker på, at de råd man får, er de rigtige. Efter min mening er det et værre cowboy-marked,« siger Kim Valentin.

Henrik Klem Lassen, direktør i Flexbenefit, mener, at kritikken generelt skyder over målet. Han medgiver dog, at der kan være tilfælde, hvor det ikke svarer sig.

»Er rådgivningen skidt - og indeholder ordningen f.eks. meget billige computere - så er det ikke en god forretning. Især hvis du ikke betaler multimedieskat i forvejen. Derfor er det helt afgørende, at man lægger snittet rigtigt, og at selskabet yder en regulær rådgivning. I det tilfælde er ordningerne sædvanligvis en virkelig god forretning - både hvis alternativet var at købe kontant, men især hvis alternativet var at købe dem på afbetaling,« siger Henrik Klem Lassen.