Skat ved salg af udlejet bolig?

Når man ikke bor i lejligheden på salgstidspunktet, beskattes gevinsten så?

Gårdmiljø i andelsboligforening Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Jørgensen

§ Jeg har en andelslejlighed på Østerbro i København, som jeg gerne vil sælge. Jeg har haft andelen gennem de seneste ti år og har haft lejet den ud to gange, mens jeg har boet i udlandet. Jeg har selv beboet den i langt over halvdelen af de ti år.

Igennem det seneste år har jeg haft lejet den ud, mens jeg har boet i Spanien, hvor jeg stadig bor. Kan jeg sælge boligen uden at betale skat af gevinsten, nu da jeg ikke bor i lejligheden, mens den bliver solgt?

Er der en grænse for, hvor længe jeg må leje den ud, inden jeg skal betale skat af en eventuel gevinst ved et salg?

Med venlig hilsen E.

! Salg af et andelsbevis i en andelsboligforening er skattefrit, såfremt andelsboligen har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvor ejeren har ejet andelsbeviset.

Skattefriheden er altså ikke betinget af, at du eller din hustand bebor andelsboligen på salgstidspunktet. Din fortjeneste vil derfor være skattefri.

Der er ingen tidsmæssig grænse for, hvor længe andelsboligen har været udlejet. Er skattefriheden allerede opnået ved beboelse, kan du i realiteten udleje andelsboligen i det uendelige, hvis ellers andelsboligforeningens vedtægter tillader dette.

Med venlig hilsen
Erik Øvlisen, advokat (H)

www.ForumAdvokater.dk