Skal man være enige om hussalg ved skilsmisse?

Modelfoto: Iris.
Læs mere
Fold sammen

? Jeg blev skilt for to år siden og har siden boet i vores fælles hus, som jeg har renoveret og også betaler alle udgifter på.

Efter knap to år er der endelig kommet bud på huset – desværre er det 400.000 kroner under det, vi skylder på huset.

Jeg har accepteret at gå derfra med tab i huset for at komme videre i livet. Jeg er dog bekendt med, at min eksmand er i store økonomiske vanskeligheder, og jeg er bange for, at han ikke vil acceptere salget.

Har han ret til det, og hvad gør jeg i sådan en situation?

Med venlig hilsen B.

! Når I har fælleseje, og I skilles, skal I jo have delt fællesformuen. Mange deler boet »i mindelighed«. Desværre sker det ofte, at det så alligevel viser sig, at enigheden ikke rakte, og i nogle tilfælde har det vist sig, at den ene har troet, at det var indboet, man var enige om, og ikke resten.

I dit tilfælde frygter du, at din mand ikke er enig. Mit bedste råd er: Se at blive det. Lykkes det ikke, må I i sidste ende gå til skifteretten, der vil overgive opgaven til en af skifterettens bobehandlere. Det er en besværlig og dyr ordning, men den kan bruges.

Vis din mand dette svar. Få eventuelt en advokatmediator til at mægle mellem jer og aftale en løsning. Problemer fjernes ikke ved stædighed (med mindre det er stædighed om at løse dem). Dril ikke hinanden. Bid til bolle på problemet, som nu har naget jer i flere år. Videre. Held og lykke dermed til jer begge to.

Med venlig hilsen

Allan Ohms, advokat (H), www.ForumAdvokater.dk