Skal man spare op eller nedbringe gæld?

De fleste får ekstra penge mellem hænderne i år og næste år. Hvordan placerer man dem klogest?

Tænk på, hvor dine penge gør mest nytte for dig - også selv om det ikke altid er den billigste løsning, anbefaler en professor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Modelfoto: Colourbox

Finanskrise, boligkrise, forbrugskrise... Dårligdommene vil ingen ende tage i nyhederne, og danskerne har derfor skruet ned for forbruget.

Vi ruster os tilsyneladende til at stå de magre år igennem, selv om de fleste faktisk får mange flere penge til rådighed: Skatterne sættes betydeligt ned for danskere med pæne indkomster, renterne på variable lån falder, og det bliver billigere for unge og andre førstegangskøbere at komme ind på boligmarkedet. På den anden side lyder det faretruende, at danskernes samlede formue er faldet med over 600 milliarder kroner på et år, og det påvirker mange forbrugeres adfærd. Vi føler os fattigere, når friværdien og pensionsformuen skrumper, selv om den disponible indkomst stiger.

Men hvordan forholder man sig så mest fornuftigt, hvis man vil anvende overskuddet til at forbedre formuen? Kan det bedst betale sig at spare op eller nedbringe gæld?

Her spiller psykologien igen en rolle. Der er nemlig ingen tvivl om, at det målt i kroner og øre bedst kan betale sig at betale af på gælden frem for at puge de ekstra penge sammen. Det er de færrest opsparinger eller investeringer, der giver et større afkast end de omkostninger, man skal betale for gæld.

Men penge skal ikke bare måles i kroner og øre, siger Torben Hansen, der er professor i forbrugeradfærd ved Copenhagen Business School.

»Ud fra et helt stringent økonomisk perspektiv er det altid en god idé at afdrage sine lån. Men privatøkonomi handler også om den samlede nytte af pengene - altså, hvad får du ud af dem? Og den kan deles i to. Dels kan den måles i kroner og øre, og dels kan den betragtes i et psykologisk perspektiv. Og her kan den nytte, som en opsparing giver i form af tryghed og økonomisk frihed, ofte overskygge de økonomiske fordele, der er ved at nedbringe sit lån,« siger Torben Hansen til FPN.dk.

Han peger særligt på, at der sjældent er grund til at betale mere i afdrag på billige bank- eller realkreditlån. Det kan godt være, at det ser rart ud med en lavere gæld, men man mister den fleksibilitet, der ligger i at have rede penge - og så skal man måske alligevel ned på sine knæ i banken igen kort tid efter, hvis man ønsker at låne igen.

»Bankerne har imidlertid strammet kreditten. Du er ikke længere sikker på at kunne låne, hvis bilen brænder sammen, eller hvis fryseren sætter ud. Det giver selvfølgelig en usikkerhed, og den kan man gardere sig imod ved at have en opsparing som økonomisk buffer,« siger Torben Hansen til FPN.dk.

Alt i alt kalder han valget mellem opsparing og lavere gæld et valg, der afhænger af ens personlighed. Der er flere måder at opnå tryghed på, også selv om det ene valg koster en smule mere end det andet.

Læs også: Sådan fedes sparegrisen op