Sass Larsen kræver større gennemsigtighed i realkreditten

Med seks nye anbefalinger vil Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen skabe øget gennemsigtighed og mobilitet for boligejere med realkreditlån.

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) vil gøre realkreditten mere gennemskuelig for forbrugerne. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov
Der er ikke nok gennemsigtighed på markedet for realkreditlån, men det vil Erhvervs- og Vækstminister Henrik Sass Larsen (S) gøre noget ved.

En arbejdsgruppe, som har undersøgt bevægeligheden på markedet for danskernes boliglån, kommer i dag med seks anbefalinger, som kan forbedre konkurrencen mellem realkreditinstitutterne, og dem vil ministeren nu gå i gang med at implementere.

»Det kan være svært for forbrugerne at gennemskue realkreditinstitutternes reelle priser. Det er derfor vigtigt, at vi i højere grad får prisgennemsigtighed ved boliglån for eksempel ved bedre skiltning, bedre varsling om ændringer af bidragssatser og et bedre prissammenligningsværktøj. Jeg vil nu sætte gang i arbejdet med at implementere rapportens anbefalinger, så vi får mere gennemsigtighed og øget konkurrence til gavn for forbrugerne,« siger han i en pressemeddelelse.

Arbejdsgruppen konkluderer, at forbrugerne ikke oplever unødige barrierer, når de ønsker at skifte realkreditinstitut, men ikke, at det er uproblematisk at gøre det.

Derfor munder arbejdet ud i følgende skes anbefalinger:

- Etableringen af et dækkende prissammenligningsværktøj for realkreditlån.

- Dækkende skiltning for bidragssatser og gebyrer

- Fælles principper for lånedokumenter, så de ikke længere har forskellig udformning fra institut til institut.

- Gebyr- og bidragsændringer skal varsles med tre måneders frist i modsætning til i dag, hvor varslingen kan ske ned til én måned før.

- Præcisering af regler for ændringer i gebyr- og bidragssatser, så det er klart for forbrugeren, hvordan der varsles mm.

- Undersøgelse af kursskæring og institutternes kommunikation blandt andet omkring det faktum, at der betale kursskæring ved hver refinansieringstermin.