Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Genvejen til et overblik over dine pensionsordninger går via internettet og først og fremmest gennem hjemmesiden www.pensionsinfo.dk. Hertil leverer stort set hele pensionssektoren oplysninger om din personlige pensionsordning, hvis du er logget ind, og siden sammenregner oplysningerne med de offentlige ydelser, du står til at få.
Desuden kan også logge ind på din egen side i stort set alle pensionskasser eller pensionsselskaber med oplysninger om lige præcis din opsparing og livsforsikring. Der skal også være en prognose for din forventede udbetaling af pension på grund af alder eller ved invaliditet eller dødsfald.
Men hvis du har flere pensionsordninger, så er du nødt til selv at udregne din totale pension ved at lægge de forskellige ordninger sammen – både den forventede udbetaling af kapitalpension, den forventede løbende udbetaling og endelig din samlede opsparing lige her og nu, hvis du vil kende den.
Dernæst er spørgsmålet selvfølgelig, om det er nok. Og det kan du finde ud af ved at stille dig selv følgende spørgsmål, som kan deles op i først spørgsmål om din økonomi som alderspensionist, dernæst spørgsmål om din livsforsikring
Angående opsparingen:
- Vil du blive boende i din nuværende bolig, når du pensioneres, eller flytter du til en billigere/dyrere bolig?
- Vil du have udbetalt et større beløb, f.eks. til at indfri lån ved pensionering?
- Vil du bevare din nuværende generelle levestandard i forhold til dagligt forbrug?
- Vil du købe eller beholde andre store værdier som bil og båd som pensionist?
- Hvilke udgifter slipper du for efter pensionering – f.eks. transportudgifter til arbejde, arbejdstøj, børnepasning og andre udgifter til hjemmeboende børn?
- Hvor stort et rådighedsbeløb ønsker du at have som pensionist?
- Har du særlige ønsker og drømme om pensionistlivet, som kræver penge?
- Ønsker du at gå på efterløn?
- Hvornår ønsker du at gå på pension?
Sammen med svaret kan du forsøge at anslå den økonomiske konsekvens af dit svar på en liste, som kan sammentælles til sidst. Vær opmærksom på, at du måske ikke har det samme behov for indtægt gennem hele tilværelsen som pensionist. De fleste regner med, at de har en periode med lyst og kræfter til et større forbrug, end de måske har i den sidste halvdel af pensionisttilværelsen.
Men når du har svaret på spørgsmålene, har du forhåbentlig et billede af et forløb og dit behov for indtægt i forskellige perioder i livet. I bedste fald har du også en række beløb, som du har brug for dels ved pensioneringen, hvis du vil ændre på nogle forhold eller gøre noget ekstraordinært, dels har brug for til løbende udgifter år for år som pensionist.
Angående livsforsikring:
- Hvilken indtægt har du brug for, hvis du mister erhvervsevnen?
- Hvilken indtægt har din familie brug for, hvis du dør?
- Under begge spørgsmål må du tage stilling til, om levestandard, bopæl og bil skal opretholdes.
- Skal livsforsikringen dække en kort årrække, så der er tid til at tilpasse sig den nye situation, eller skal den dække, frem til alderspensionen udbetales?
Sammenhold svarende med prognosen for din pensionsdækning og se, om de passer sammen. Hvis svaret er nej, så må du kontakte dit nuværende livsforsikringsselskab og få et tilbud på en bredere dækning. Og der er ikke noget i vejen for at få tilbud fra andre selskaber for at få den bedste dækning til den bedste pris, hvis du har mulighed for at vælge leverandør.
Du kan også stå i den situation, at du er overforsikret og hellere vil betale mere ind til din alderspension. Og i den situation skal du også kontakte din leverandør af livsforsikring for at få dækningen tilpasset dine ønsker og behov.
Kilde: Bogen ”Pension” af Povl Dengsøe, Nyt Juridisk Forlag.