Så svært er det at få penge ud af flyselskaber

Hvis flyet er forsinket eller aflyst, har man i mange tilfælde ret til en økonomisk kompensation. Men flyselskaberne er ikke meget for at slippe slanterne. Journalisten bag dagens klumme har selv adskillige tusinder på spil.

Da jeg for et par måneder siden skulle flyve hjem fra London, havde SAS aflyst flyet og sat mig på det næste uden at informere mig om det. Selskabet mener ikke, jeg har ret til økonomisk kompensation, så nu har jeg sat firmaet Flyforsinkelse.dk på sagen, der vurderer, at jeg skal have 937 kr. Arkivfoto: Henning Bagger Fold sammen
Læs mere

DAGENS KLUMME ER SKREVET AF BERLINGSKES FINANS- OG PRIVATØKONOMISKE JOURNALIST LOUISE KASTBERG

For et par måneder siden var jeg en tur i London og fandt tilfældigvis ud af, at mit fly hjem var aflyst, da jeg gik ind på Københavns Lufthavns hjemmeside for at tjekke ankomsttidspunktet. SAS havde sat mig på næste afgang, men uden at orientere mig om det – eller hvorfor flyet var aflyst.

Og det sker desværre ofte, at folk kommer hjem fra en ferie eller forretningsrejse med en dårlig oplevelse i bagagen, fordi flyet enten var forsinket eller aflyst.

Som plaster på såret har man ifølge EUs regler ret til en økonomisk kompensation fra flyselskabet, hvis en række betingelser er opfyldt. Som udgangspunkt kan selskabet kun afslå, hvis forsinkelsen eller aflysningen skyldes noget udefrakommende som uvejr, krig, terror eller strejker. Men virkeligheden er, at selskaberne ofte forsøger at sno sig udenom. Det kan nemlig gå hen og blive meget dyrt, da mere end tre timers forsinkelse på en oversøisk flyvning eksempelvis giver ret til en godtgørelse på omkring 4.500 kr. – per passager vel at mærke.

Heldigvis for flyselskaberne er det begrænset, hvor mange, der anmoder om kompensation – enten fordi folk ikke kender reglerne eller bare ikke orker.


For mit eget vedkommende blev jeg først opmærksom på mine rettigheder for godt halvandet år siden under en rejse til Thailand, hvor flyet var næsten et døgn forsinket på hjemturen. I første omgang sendte vi en anmodning om at få 4.500 kr. i kompensation direkte til flyselskabet TUIfly Nordic, der flyver for Star Tour. Men den blev afvist. Så vi endte med at overdrage sagen til Flyforsinkelse.dk, der er et af de firmaer, som har specialiseret sig i at føre den slags sager for flypassagerer. Det sker efter princippet no cure no pay, hvor man kun skal betale honoraret på 25 pct. af den forventede godtgørelse, hvis man vinder.

Og det kan være en god idé at overlade tovtrækkeriet til professionelle. Flyselskaberne er nemlig genstridige. Selvom TUI tabte en sag ført for en anden passager på samme afgang, har selskabet nægtet at udbetale kompensation til de øvrige, der har gjort krav – bl.a. os. Det betyder, at hver enkelt sag skal for retten, hvilket kan tage evigheder.

Nu har jeg endnu en sag kørende. Efter hjemkomsten fra London ringede jeg til SAS for at høre, hvordan jeg skulle søge kompensation. Det kunne servicemedarbejderen ikke hjælpe med. I stedet blev jeg henvist til en formular på hjemmesiden og fik et automatisk svar om, at jeg skulle forvente en svartid på tre-fire uger.

Da det kom, stod der, at jeg kunne indsende kvitteringer for evt. måltider, telefonopkald og hotel i ventetiden, men at der ikke var mulighed for at få økonomisk kompensation fra flyselskabet. Der blev henvist til, at jeg kunne forsøge at kontakte mit forsikringsselskab. I stedet indsendte jeg en anmeldelse til Flyforsinkelse.dk, som vurderede, at jeg har ret til en kompensation på 937 kr. Så må tiden vise, om der en dag falder nogle penge af fra flyselskaberne, så der måske kan blive råd til en ekstra flyrejse.