Så meget kræver boligsælgerne i din favoritby

Påsken er startskuddet til de tre mest handelsaktive måneder på boligmarkedet, og som sædvanligt pibler boligannoncerne frem i ugen op til helligdagene.

Nu går boligjagten for alvor ind for mange danskere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Ballund

I den seneste uge er der blevet opslået næsten 4.200 nye boligannoncer på boligsiden Boliga, mens niveauet henholdsvis ugen før og to uger før var på ca. 3.000 og 2.000 boligannoncer. Og der er noget for enhver pengepung.

En analyse af de udbudte boliger pt. viser, at landets absolut dyreste villaer ligger på Frederiksberg og i Klampenborg, hvor sælgerne og ejendomsmæglerne i forening vil have næsten 54.000 kr. i snit for en kvadratmeter villa.

I det hele taget er priserne i området lige nord for København helt i særklasse, og det gælder ikke mindst byerne i Gentofte Kommune.

Her er villaerne i både Gentofte, Hellerup, Charlottenlund og Klampenborg udbudt til kvadratmeterpriser på den rigtige side af 40.000 kr., mens stort set alle de øvrige byer på top 20-listen også ligger i og omkring København. Kun Risskov ved Aarhus klemmer sig ind på toplisten med en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 33.100 kr.

Der gives gode rabatter

Synes man, det er en anelse for dyrt, kan man overveje at tage et smut til Bornholm, køre forbi Østermarie og gå på opdagelse blandt nogle af Danmarks billigste huse. I den lille bornholmske by er husene udbudt til en gennemsnitlig kvadratmeterpris på 3.600 kr. - det laveste niveau på landsplan - mens Øster Ulslev og  Dannemare på Lolland byder på kvadratmeterpriser på 4.000 kr. i snit.

Man skal dog ikke nødvendigvis byde det, som boligerne er udbudt til. Gennemsnitligt set er der ifølge Boliga blevet givet 7,2 procent i forhandlingsrabat på villaer og rækkehuse, som er blevet solgt i 2016.

Rabatten er størst i Region Nordjylland, hvor det er lykkedes køberne at prutte prisen 9,4 procent ned, mens køberne i Region Hovedstaden har opnået de mindste rabatter med et gennemsnitligt nedslag på 4,2 procent.

Ny nummer ét på lejlighedsmarkedet

På lejlighedsmarkedet er 2150 Nordhavn nu det dyreste postdistrikt i landet, målt på udbudskvadratmeterpriser.

Gennemsnitsprisen på en kvadratmeter lejlighed ligger på svimlende 51.200 kr., og dermed må København K for en gangs skyld se sig henvist til andenpladsen på lejlighedsmarkedet, eftersom boligerne i indre by er prissat til ca. 46.000 kr. pr. kvadratmeter.

De laveste udbudspriser på lejligheder finder man i Korsør, hvor en kvadratmeter er udbudt til 7.800 kr. i snit. På lejlighedsmarkedet kan det dog også lade sig gøre at få en klækkelig rabat. I snit er lejlighederne i 2016 blevet handlet efter en forhandlingsrabat på 2,6 procent.

Se hvad sælgerne kræver for boligerne i din favoritby:

Villaer/rækkehuse:
Ejerlejligheder:

*Boliga har kun medtaget postdistrikter, hvor der var udbudt min. 20 boliger via en ejendomsmægler eller Boliga Selvsalg d. 21. marts 2016. Opgørelsen viser den gennemsnitlige kvadratmeterpris på udbudte boliger - og altså ikke den gennemsnitlige kvadratmeterpris på solgte boliger.