Røverkøb? Danmarks billigste hus koster 517 kr. pr. kvadratmeter

boliga
Foto: Nybolig Sønderborg
Læs mere
Fold sammen

Der er landejendomme og kolonihaver, højhuse og bungalower.

Der er de vilde villaer på strandvejen, millionhusene i forstæderne, de knap så dyre parcelhuse rundt om i de små bysamfund og så er der landets aboslut billigste huse.

Og sådan ét er der netop kommet et nyt af til salg - der tager rekorden som det billigste hus udbudt til salg her og nu.

For en pris, der svarer til blot 517 kr. pr. kvadratmeter, kan villaen, der er 145 kvadratmeter stor og ligger på Als, således nu erhverves for bare 75.000 kr.

Det skriver boligsiden Boliga.dk.

»Huset har ikke været beboet i flere år, og der er temmelig overbegroet. Der skal gøres meget, eller også skal huset simpelthen fjernes, så der kan bygges noget helt nyt,« siger ejendomsmægler Bjarne Westh Hansen fra Nybolig Sønderborg, der har ejendommen til salg.

Stråtækt hus fra 1800-tallet

Ejendommen er oprindeligt bygget i 1825 - men har undervejs i sit knap 200 år gamle liv været igennem renoveringer og ombygninger.

Blandt andet er køkkenet fra 60'erne, mens det af ejendomsmæglerens salgsannonce fremgår, at både toilet og det tilhørende udhus også er af ældre dato.

I salgsopstillingen bliver der heller ikke lagt skjul på, at ejendommen - som den står i dag - langt fra er indflytningsklar.

»Vi leder efter en køber, der kan se muligheder i at sætte det i stand, og enten selv flytte ind eller udleje det. Eller én der er interesseret i en grund på 1.000 kvadratmeter, som der kan bygges noget nyt på - og til 75.000 kr. kan det jo ikke gå helt galt,« siger Bjarne Westh Hansen til Boliga.

Trægt boligmarked

Ejendommen ligger på Als i den lille landsby Elstrup, der ligger i nærheden af Guderup, hvor der både er skoler og gode indkøbsmuligheder.

Dog er området et af de steder i landets udkanter, hvor det de senere år har været sjovere at købe end at sælge.

I gennemsnit koster et hus i området nemlig bare 5.900 kr. pr. kvadratmeter - hvilket er hele 91 procent mere, end hvad Danmarks billigste hus er sat til salg for.

Til sammenligning koster villaerne i Danmarks dyreste områder lige nord for hovedstaden i gennemsnit mere end 40.000 kr. pr. kvadratmeter, oplyser Boliga.dk.

Se Danmarks billigste hus her