Renten falder og lukker lån til tre procent

Nu lukker realkreditten for lån til tre procent og anbefaler igen lån til 2,5 procent. Renten er på vej sydpå igen.

Foto: Niels Ahlmann Olesen

Renten har igen sat kursen med de rekordlave niveauer, der har været gældende frem til den seneste måneds hop på en procent på de toneangivende realkreditlån. Renten begyndte at falde igen inden Pinse-weekenden, og faldet er fortsat tirsdag.

Det betyder, at titlen som toneangivende realkreditlån med fast rente onsdag overtages af 2,5 procents lån, der fortrænger udgaven med en pålydende rente på 3 procent.

»Som det ser ud nu, er 3 procents lånet lukket i morgen, og det toneangivende lån bliver 2,5 procents lånet,« siger chefanalytiker i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

Hun vurderer desuden, at rentefaldet kan blive selvforstærkende.

»Det kan give investorerne mere mod på tilværelsen, efter de over de seneste uger ikke rigtig har vidst, hvilket ben, de skulle stå på,« siger hun.

For boligejere på vej til at låne penge betyder skiftet i de toneangivende lån, at de sparer knap 300 kroner om måneden på grund af de sidste dages rentefald. Ydelsen på et lån på en million kroner er faldet med 143 kroner, mens afdraget vokser med 153 kroner på grund af skiftet til lånet med 2,5 procent i pålydende rente.

»Over hele lånets levetid slipper en boligejer, der får et 30-årigt 2,5 procents lån i dag knap 67.000 kroner billigere, end en tilsvarende boligejer, der optog et 3 procents lån i torsdags,« konkluderer Lise Nytoft Bergmann.

Hun kalder de seneste dages rentefald for »en kærkommen nyhed« for de boligkøbere, der er i markedet netop nu.

»Nu tyder meget på, at vi har lagt den værste rente turbolens bag os i denne omgang. I hvert fald er renten faldet lidt tilbage igen. Vi tolker det som et tegn på, at investorerne igen er begyndt at vende tilbage ovenpå en periode, hvor uroen var stor og interessen for at handle lange danske realkreditobligationer lav,« vurderer Lise Nytoft Bergmann.