Regnen kommer - sådan er du dækket

Der varsles kraftig, skybrudsagtig regn fra i aften. Læs her hvordan forsikringen dækker vandskader.

Foto: Foto: Colourbox.
Læs mere
Fold sammen

Det er især sjællænderne, fynboerne, lollikerne og falstringerne, der kan se frem til meget vand fra oven fra i aften. DMI varsler kraftig regn og skybrud over deres hoveder med mellem 20 og 40 mm. regn og nogle steder endda skybrudsagtig nedbør med ca. 20 mm. på 30 minutter.

Hvis dit hus bliver oversvømmet, så skal der være tale om et skybrud, hvis forsikringen skal dække. Det vurderes i hvert enkelt tilfælde, men erfaringerne viser, at der for at der er tale om et voldsomt skybrud med mulighed for forsikringsdækning, skal falde omkring 1 mm. regn i minuttet eller falde 40-50 mm. regn på et døgn, oplyser Forsikring & Pension.

Forsikringen dækker ikke, hvis oversvømmelsen skyldes tilstoppede kloakker, og dermed er det første gode råd at rense afløb og koakker inden i aften.

"Voldsomme skybrud kan ramme meget lokalt i et meget afgrænset område. Hvis man har haft oversvømmelse efter det kraftige regnvejr, skal man henvende sig til sit forsikringsselskab for at anmelde skaderne.  Forsikringsselskabet vil herefter ud fra en konkret vurdering afgøre, om der har været skybrud i det område, hvor man bor," siger Helle B. Pedersen, konsulent i Forsikringsoplysningen.

Hvis vandet er kommet ind, så skal man ikke vente på, at der kommer en taksator fra forsikringsselskabet, før man begynder at begrænse skaderne. Tøm så vidt muligt vand ud af kælderen og få sat affugtning i gang, og har forsikringsselskabet accepteret at dække skaderne, får man også betaling for rimelige og nødvendige udgifter til redningsforanstaltninger, oplyser Helle B. Pedersen.

"Er det nødvendigt med akutte reparationer, bør man altid fotografere det ødelagte. Billederne skal bruges som dokumentation, når skaderne skal vurderes. Man skal derfor heller ikke smide noget væk, før en skade er godkendt af forsikringsselskabets taksator," siger hun.