Regeringen beskyldes for at sjofle boligløfte

Under valgkampen lovede VK-regeringen flere billige boliger, men der er ikke handling bag ordene, mener byggefond. Velfærdsministeren aflyser møder i boligudvalg.

Velfærdsminister Karen Jespersen har aflyst møder i det udvalg, der skal se på almennyttige boliger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Erik Refner

Selv om statsministeren under valgkampen i 2007 lovede flere billige boliger til blandt andet børnefamilier i de større byer, har regeringen endnu ikke sat handling bag sine ord.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) har gennem det sidste halve år aflyst alle møder i det udvalg, der skal finde en løsning på et næsten fuldstændig byggestop i den almene boligsektor, skriver Information.

- Det er helt indlysende, at regeringen ikke har tænkt sig at leve op til sine løfter om billige boliger, siger direktøren for Landsbyggefonden, LBF og Boligselskabernes Landsforening, BL, Gert Nielsen.

Gert Nielsen beskriver situationen som en "total boligpolitisk handlingslammelse" og peger på, at Karen Jespersen ved spørgsmål vedrørende de billige boliger fortsat henviser til, at arbejdet i det udvalg, der skal se på løsninger på boligproblematikken, er i gang.

Men det er "direkte usandt", mener Gert Nielsen, der ikke har været i kontakt med de andre udvalgsmedlemmer siden juli 2008.

/ritzau/