Realkredit Danmarks udstedelser af 30-årige lån runder 200 mia. kr.

Realkredit Danmark har på godt og vel halvandet år udstedt for mere end 200 mia. kroner i de fastforrentede 30-årige lån på 3 pct. og 3,5 pct.

Foto: Christian Als.
Læs mere
Fold sammen

Det fortæller Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Det store låneomfang skyldes en betydelig konverteringsaktivitet fra især 5 pct.-obligationerne, mens en begrænset handelsaktivitet på boligmarkedet har sat en naturlig bremse på udbredelsen af de låntyper, lyder meldingen fra Realkredit Danmark.

Trods det store omfang af udstedelser af lån på 3 og 3,5 pct. har de fastforrentede lån dog ikke formået at tage væsentlige markedsandele fra de korte rentetilpasningslån - de såkaldte flexlån.

- De har dog formået at sætte en stopklods i en ellers årelang nedtur for denne lånetype. Tilbage i januar 2012, hvor 3,5 pct.-lånet med afdrag blev introduceret, lå markedsandelen for fastforrentede lån til ejerboliger på 32,9 pct. I dag er den nærmest uændret på 32,3 pct. Til sammenligning lå markedsandelen for fem år tilbage helt oppe på 54,4 pct., forklarer Christian Hilligsøe Heinig.

I efterspillet på introduktionen af de enkelte serier med rekordlave kuponrenter har der ifølge Realkredit Danmark været en del bekymringer for likviditeten i serierne. De bekymringer er i vid udstrækning blevet aflivet, mener Christian Hilligsøe Heinig.

- Starter vi med at se på 3,5 pct.-lånet med afdrag, så har det bevaret sin "storebroder-status", og her er der blevet udbetalt lån for godt 70 mia. kroner. Herefter følger varianten uden afdrag på godt 60 mia. kroner, mens 3 pct.-lånet har rundet 50 mia. kroner, fortæller cheføkonomen.

Serierne er ifølge Christian Hilligsøe Heinig med andre ord blevet likvide, og der bør ikke være frygt for indlåsningseffekt.

/ritzau/FINANS