Prüfers univers af luksusrejser

Kok, vindocent og livsnyder sender hvert år små grupper af danskere ud i livskvalitetens overhalingsbane med luksusrejser, der ironisk nok er inspireret af barske ekspeditionsrejser med eventyreren Jørgen Bitsch.

Prüfers univers af luksusrejser - 1
I en tid, hvor selv børn og bedstemødre snart kan klikke sig vej gennem internettet for at booke en billig flybillet eller rejse, er der stadig plads til rejsebureauer, som insisterer på at sørge for alt for gæsterne.

Et af dem hedder noget så besynderligt som Den Jyske Vinskole. Siden 1979 har dette enmandsforetagende hvert år sendt mindre grupper af danskere ud i de fjerneste kroge af kloden til en midlertidig cocktail af oplevelser, super vin og haute cuisine. Turene er arrangeret ned i mindste detalje, så det er lige før, man som gæst godt kan lade sin tegnebog blive liggende hjemme i Danmark.

Til gengæld ligger priserne så absolut i den øvre ende af skalaen, men Klaus Prüfer, som indehaveren hedder, er ikke bange for en prissammenligning.

Vildt luksustog»Hvis man sammenligner prisen på mine rejser med alternativer, er man nødt til at se på, hvad man får for pengene og holde det op imod, hvad man får andre steder. Her har jeg ingen som helst problemer,« siger han..

Imidlertid er det svært at finde alternativer, for Den Jyske Vinskoles rejser er ikke som rejser er flest.

I en årrække var selskabet det eneste danske bureau, der på sin årlige Sydafrika-rundtur, havde indlagt et par dages rejse med verdens vildeste luksustog, Rovos Rail, hvor gæsterne i veteranvogne bor i egne kupeer med bad og toilet, mens den sydafrikanske natur passerer forbi vinduerne. Toget er naturligvis, fristes man til at tilføje, udrustet med fornemme restaurantvogne, bibliotek, bar og meget, meget mere.

Den indlagte tur med luksustoget er et typisk træk ved Klaus Prüfers lidenskabelige forhold til luksusrejser, der skal have lidt mere end andre..

Det kommer også til udtryk denne sommer i Middelhavet, hvor Den Jyske Vinskole byder på et musikalsk krydstogt med Wiener filharmonikerne. Rejsen starter og slutter i Palma de Mallorca i juni. Krydstogtskibet MS Aida bringer gæsterne rundt til en række lokaliteter i Middelhavet, og hvert sted optræder det verdensberømte orkester med udvalgte gæstesolister.

Der findes ikke mange pletter på verdenskortet, hvor Klaus Prüfer ikke har sat sine fødder.

Grundlæggende kan man opdele hans rejseaktiviteter i dels vin- og gourmetrejser til europæiske mål som blandt andet Italien og Spanien og dels fjerne oversøiske rejser til for eksempel New Zealand, Sydamerika eller USA, hvor måltider og vin spiller en lidt mindre rolle men ikke desto mindre er væsentlig.

Det kommer blandt andet til udtryk ved, at Klaus Prüfer, som stort set altid er med på sine ture, sagtens kan finde på selv at medbringe vinen til gæsterne, hvis de skal besøge en restaurant, hvor vinkortet ikke lever op til rejselederens krav.

Sydafrika det størstePå spørgsmålet om en top tre over de bedste steder, han har besøgt, beder han om betænkningstid, men så kommer det:

»Sydafrika står for mig nok som det største. Her får man den perfekte kombination af fremragende naturoplevelser, et rigt dyreliv og masser af fortræffelig vin. En bustur fra Santiago i Chile til Mendoza i Argentina ligger vel tæt derpå. Sydamerika er i det hele taget et ufatteligt smukt kontinent. Og så kan jeg ikke lade være med at nævne New Zealand, der vel er det nærmeste, vi kommer paradis på jord.«

Nu, han er kommet i gang, skynder han sig at nævne Piemonte og Toscana i Italien som sin europæiske favoritdestination.