Professor advarer mod forældrekøb

Tanken om at hjælpe sit barn med en studiebolig kan være nok så velment, men økonomisk set er den ikke særlig god. Det konstaterer Michael Møller, der er professor ved CBS.

Foto: Foto: Claus Bech

Mor, far og den glade student er hyppige gæster hos ejendomsmæglerne i disse dage. 93.000 unge begynder efter sommerferien på en videregående uddannelse, og de skal have noget at bo i. Forældrekøb er populære, men ideen er ikke så god, som den umiddelbart lyder.

»Forældrekøb er noget skidt på mange måder,« siger professor Michael Møller, fra Handelshøjskolen i København.
Ofte ser forældrene barnets bolig som en del af deres pensionsopsparing, men det egner den sig slet ikke til:

»Pensionsopsparing er en langsigtet investering. Det hænger ikke sammen med forældrekøb, da boligen kun er købt til studietiden. Desuden er de fleste forældre allerede overvægtede i ejendomme, så det er alt for risikabelt, hvis de køber yderligere. De lægger deres æg i en kurv,« siger Michael Møller.

Alligevel er forældrekøb ganske populære. En opgørelse fra ejendomsmæglerkæden Home viser, at hver femte solgte lejlighed er et forældrekøb. De unge vil helst til Nørrebro og Nordvest, hvor forældrekøbene udgør omkring 40 procent af salget, og i Århus er andelen tæt på at kysse 50 procent.

Michael Møller advarer dog mod at følge strømmen. Flyttehyppigheden blandt unge er høj, og det koster omkring otte procent af boligens værdi at sælge og købe. Der er derfor mere fornuft i at finde en god lejebolig til studenten. Og skal det være en ejer, så lad barnet selv skrive under på skødet.

Hjælp med et lån

»Hvis man vil hjælpe sine børn, så skal man låne dem pengene til at købe en lejlighed. Så er det også børnene, der får skattefradraget,« siger Michael Møller.
Et andet argument for at opgive forældrekøbet er, at en god bid af skattefordelen forsvinder til næste år.

»Skattereformen betyder, at fordelen ved forældrekøb bliver mindre. Topskatten sættes ned til næste år, så fordelen ved fradraget bliver mindre,« forklarer Michael Møller.

Pas på priserne

Desuden er der selve investeringen. Er det en god ide at købe fast ejendom nu?
Rune Wagenitz, der er uvildig økonomisk rådgiver, føler sig ikke overbevist:

»Der er to ting i forældrekøb, investeringen og behovet for tag over hovedet. Det kan være en fin ide at få tag over hovedet, men som ejendomsmarkedet er lige nu, så ville jeg nok holde igen med investeringen,« siger Rune Wagenitz.

Beregninger fra Home – der som ejendomsmægler har en interesse i at få forældrene på markedet – viser, at det stadig er mere fordelagtigt at købe end at leje. Kæden argumenterer også med, at forældrekøb giver en skattefordel, og barnet kan tilmed søge om boligsikring som lejer.